Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kristen tv-kanal når iranere gennem sociale medier

Den persiske tv-kanal SAT-7 Pars trænger igennem iranske myndigheders censur på sociale medier.

Kristen tv-kanal når iranere gennem sociale medier

Af Anders Kynde, Mission Afrikas volontør på SAT-7

Den kristne tv-station SAT-7’s persiske kanal SAT-7 Pars oplever en stigende interesse på sociale medier. På blot tre år er antallet af henvendelser firedoblet fra 4.500 henvendelser til mere end 19.000 henvendelser i 2018.

Det viser tal fra kanalens egne opgørelser over seerkontakt.

Hel præcis 19.287 gange blev kanalen kontaktet via sociale medier. Det er 19.287 henvendelser fra folk, som ville dele et synspunkt, fortælle en oplevelse eller bede om forbøn. Nogle havde også brug for vejledning, mens andre kontaktede kanalen for at deltage i et liveshow.

Dertil kom yderligere omkring 7.500 henvendelser gennem telefon og mail.

Kristen vækkelse trods forfølgelse

Efter den islamiske revolution i Iran i 1979 har landets kristne været udsat for hårde forfølgelser, herunder forhør, arrestationer og fængsling. Alligevel er den iranske undergrundskirke en af de hurtigst voksende i verden. I 1979 var der anslået 500 kristne med en muslimsk baggrund i Iran. I dag er der hundredtusinder – nogle siger mere end én million.

Kilder: Åbne Døre, Udlændingestyrelsen, Dansk Flygtningehjælp

Opmuntrende feedback
Den stigende aktivitet på sociale medier vækker glæde hos SAT-7 Pars. Her sidder kreativ direktør Reza Jafari i spidsen for kanalens indsats på Facebook, Instagram, YouTube og flere andre platforme.

– Det er virkelig opmuntrende, når vi får feedback fra folk og hører, hvordan Gud har forvandlet deres liv. Vi deler ofte vidnesbyrd eller andre segmenter fra vores programmer, og selvom der også er nogle, der er imod kristendommen, kan vi se, at langt de fleste er tørstige efter at høre mere om Gud, siger Reza Jafari.

Censur blokerer
SAT-7 Pars har været aktiv på sociale medier siden kanalens begyndelse. Men det er på ingen måder problemfrit at operere på sociale medier i Iran. I 2009 blev store kæmper som Facebook, Twitter og YouTube blokeret af de iranske myndigheder. Senere er kendte platforme som Snapchat, WhatsApp og Viber også tilføjet listen.

– Lige nu er det kun Instagram og til tider Telegram, der ikke er blokeret. Vi ved dog aldrig, hvad der sker i morgen. Vi kan bruge masser af kræfter på Instagram, lave godt indhold og få mange følgere, men pludselig kan siden blive blokeret, og så kan vi risikere at starte fra bunden på en ny platform, der endnu ikke er censureret, fortæller Reza Jafari.

Men udfordringerne stopper ikke her.

– Flere steder i landet er internettet særdeles langsomt. Derfor er vi nødt til at konvertere vores videoer til kortere versioner eller dårlige kvalitet, for at filerne bliver så små som muligt, forklarer han.

Det handler ikke om likes
Alle disse forhindringer kan være frustrerende for de otte-ni medarbejdere fra SAT-7 Pars, som til daglig beskæftiger sig med sociale medier.

Men det bliver aldrig så frustrerende, at man overvejer at droppe indsatsen, slår Reza Jafari fast.

– For os er det ikke et spørgsmål om kvantitet. Vi jagter ikke mange likes, selvom det kan være opmuntrende og give os et praj om, hvilket indhold der fungerer. Og vi ved, at selv om vores opslag ikke altid giver den store respons på sociale medier, bliver budskabet delt videre fra person til person på en kaffebar, i skolen eller i hjemmene. Så vores arbejde på sociale medier er det hele værd, særligt når vi tænker på den unge, digitale generation.

Online kirke
Reza Jafari vil give kanalen en mere organiseret og professionel fremtoning.

– Min drøm er, at SAT-7 Pars i endnu større skala bliver en platform og et fællesskab for de farsitalende kristne. Når de hører navnet SAT-7 Pars på sociale medier, skal de bruge det som et sikkert sted. Som en slags online kirke, hvor folk trygt kan komme og høre om evangeliet, siger han.

Optimismen er stor hos den kristne tv-kanal. Der er en tro og et håb på, at endnu flere farsitalende hører om Bibelens budskab via sociale medier.

SAT-7 Pars er en af SAT-7’s fire kanaler, som også tæller SAT-7 Arabic, SAT-7 Türk og SAT-7 Kids.