Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kristian R. Skovmose - en mand af kirken

Han er manden, der førte Mission Afrika fra Christiansfeld til Aarhus og igennem en lang visionsproces. Men en ”teflon-type” er Kristian R. Skovmose ikke.

Kristian R. Skovmose - en mand af kirken

”Har du nogensinde mødt ham, som den her kirke blev bygget til?” spørger Kristian R. Skovmose, mens han målbevidst gelejder mig frem i domkirken. Han med et par livligt gestikulerende arme, og jeg med min blok, der hurtigt fyldes med alt andet end det, der var meningen.

Mit mål er at lave et interview med Mission Afrikas afgående generalsekretær. Interviewpersonen Kristian er derimod mest interesseret i at vise mig søfolkenes helgen Sankt Clement med sit anker, studere Marias himmelkroning i domkirkens altertavle og fortælle skrøner om orglets piber.

”Det siges, at den største pibe kan få murværket til at vibrere,” siger han.

Kristian elsker kirken og alle de fortællinger, den rummer. Han elsker teologiens sjældent snor-lige veje i det globale landskab, og han er oprigtigt benovet over Guds storhed; at den kristne Gud virker ud over grænser og den menneskelige forstand og beslutningsevne.

”Som generalsekretær i Mission Afrika har jeg deltaget i nogle kæmpestore kirke-arrangementer. For eksempel husker jeg den første gang, jeg deltog i kirkemødet i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria og gik i procession sammen med 300 andre præster fra et lokalt kommunekontor og hen til stævnepladsen i Demsa. At deltage i sådanne store kirkelige handlinger har formået at rykke mig ud af den danske landsbykirkes strukturerede komfortzone. Kristendommen, den kristne tro, evner i den grad at fungere i forskellige sammenhænge – også uden at miste sin identitet, sit fundament,” siger han, da vi går i gang med det egentlige interview midt i en solstråle på en afsidesliggende kirkebænk.

Kristian R. Skovmose

  • Gift med sognepræst Pia Skovmose. Parret har sønnen Andreas
  • Uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 1990
  • Tidligere sognepræst i Skødstrup og Gødvad Sogn samt stiftskonsulent
  • Ansat i Mission Afrika fra 2008 til 2015
  • Drømmer om et præsteembede og en bigård i sin have

 

I forlængelse af et strategisk kursskifte mod en mere netværksbaseret organisationsform i Mission Afrika er bestyrelsen og Kristian blevet enige om at afbryde samarbejdet. Smækken med døren er der ikke noget af; derimod virker Kristian både afklaret og forenet med beslutningen.

”Inden for det sidste års tid har det snurret ret meget rundt i hovedet på mig, hvad jeg gerne ville på længere sigt. I min tid som generalsekretær har vi været igennem en lang række forandringsprocesser; for eksempel hele selvstændiggørelsen fra at have været en del af Ydre Missions Hus i Christiansfeld til at blive en selvstændig missionsorganisation i Aarhus. Men jeg er ikke ”teflon-typen”, der hurtigt kaster oplevelser og store omskiftninger af mig. Derfor tror jeg, det er noget andet, jeg skal nu”.

En vision med resonans i Afrika

Specielt én oplevelse har mejslet sig fast på Kristians nethinde, når han vender blikket tilbage mod sine godt syv år i spidsen for Mission Afrika.

”I oktober 2010 samledes alle vore kirkepartnere i Abuja, Nigeria, til en partnerskabskonference. For mig var det utrolig spændende at opleve fra første parket, hvordan der opstod en fælles ånd i forhold til, hvad det er, vi sammen vil bidrage med ind i Guds mission. Vi præsenterede Mission Afrikas vision, hvorefter flere kirkeledere sagde: ” Jamen det er jo ikke jeres vision; det er vores fælles vision”. Det blev stærkt for mig,” fortæller han.

Netop ideen om fællesskab og ligeværdighed i samspillet med Mission Afrikas partnere har i det hele taget fyldt meget for den afgående general.

”Igennem en del år nu har vi sammen med vores partnere tilstræbt at flytte os væk fra en gammeldags kolonialistisk indstilling, der lyder: ”Her kommer vi, og vi ved lige præcis, hvad I har brug for, og vi skal nok sørge for, at I får det.” Hele visionsprocessen, som vi arbejdede med fra 2010-2012, har hængt nøje sammen med en afstandstagen fra denne tankegang, og det synes jeg faktisk, vi er lykkedes flot med. I dag vægter Mission Afrika ligeværdighed som en absolut værdi i samarbejdet med partnerne”.

Mere kuriøse oplevelser er det også blevet til under virket som general.

”For et par år siden fik jeg maveproblemer i Nigeria. Derfor aftalte jeg om lørdagen med den lokale biskop, at jeg ville skippe en gudstjeneste dagen efter. Alligevel kom han forbi søndag morgen for at se, hvordan jeg havde det. Han konstaterede hurtigt, at jeg var i bedring, og bad mig derfor om at køre med til gudstjenesten alligevel. Under køreturen siger han: ”Jeg regner i øvrigt lige med, at du prædiker i dag”,” fortæller Kristian.

“Puha, så måtte jeg sidde hoppende i bilen og forsøge at stykke et par løse noter sammen. Da vi kom til kirken, viste det sig, at det ikke bare var en almindelig gudstjeneste, men en gudstjeneste, hvor der skulle indsættes seks provster. 1.000 mennesker var samlet, og hele herligheden startede ud med procession og korsang. I sådan en situation opdager man nye sider om sig selv. Jeg opdagede, at jeg faktisk formåede at holde en prædiken. Men jeg tror bestemt også, at Helligånden havde en finger med i spillet”.

Fra præst til præst

Kristian er typen, der helst vil købe en maskine, så snart han finder ud af, at den kan gøre nytte. Både i konkret og overført betydning. Som leder i en mangearmet organisation har han måttet slække på denne indre trang et utal af gange og lige præcis dét, kommer han ikke til at savne, når han forlader posten som generalsekretær.

”Når jeg beskæftiger mig med noget, der er alt for flagrende, kaster jeg måske for meget energi ind i at forsøge at strukturere noget, der ikke kan og ikke skal struktureres. I en organisation som Mission Afrika med et repræsentantskab, en bestyrelse, en medarbejderflok og et stort netværk vil der altid være en træghed i beslutningsprocesserne, som ikke kan forceres. Men helt ærligt er jeg nok ikke så meget til at arbejde i en sådan træghed. Det er der andre, der er meget bedre til,” siger han.

Hvad er du så til?

”Som barn legede jeg præst, i 1990 blev jeg ordineret præst her i Aarhus Domkirke, og i sytten år var jeg ansat som præst. Præstegerningen ligger dybt i mig, og jeg tror, det er den vej, jeg skal gå. Jeg har altid holdt af gudstjenesten og sjælesorgsdimensionen, og gennem mit arbejde i Mission Afrika har jeg fået øje for, at kristendommen er en slags oversættelsesreligion. Dels oversætter vi Bibelen til mange sprog; dels handler det jo hele tiden om at få grundkernen i kristendommen oversat til den virkelighed, som vi mennesker lever i. Netop den dimension er den moderne folkekirkepræsts store, men spændende, udfordring,” siger Kristian.

Bi-beskæftigelsen

At smyge sig uden om emnet ´bier´, når interviewpersonen hedder Kristian Skovmose, er næsten et angreb på dennes personlighed.

Bierne, de små summende væsener, som de fleste af os hader og forsøger at undgå, var indgangen til hans karriere i missionen og har været omdrejningspunkt for stort set alt, der i mediesammenhænge er nedfældet om ham siden 2008.

Under sit virke som generalsekretær har Kristian været involveret i flere bi-projekter mellem Mission Afrika og Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. Senest et projekt i Bonotem Stift, hvor 24 instruktører og tre landbrugsrådgivere er blevet oplært biavl og siden har uddannet 539 kristne og muslimske nigerianere i kunsten.

”Selvom jeg nu forlader Mission Afrika som generalsekretær, slipper jeg ikke mit bi-engagement. Forleden dag havde Pia (Kristian Skovmoses hustru red.) og jeg besøg af et hold anlægsgartnere fra Erhvervsakademiet, som har fået til opgave at omlægge vores have en smule. Et stort ønske er, at vi får integreret en rigtig bi-gård, som skaber det bedst mulige miljø for mine ti bi-familier. Desuden har jeg sagt ja til at stille op til biavlerforeningens generalforsamling til april. Bierne er gået mig i blodet, og det engagement følger med, hvorhen jeg går,” siger Kristian.

På vej væk fra solstrålen i interviewhjørnet stopper Kristian igen op. Interviewet er glemt. Forrest i hans bevidsthed ligger igen den mere end 800 år gamle Aarhus Domkirke med alt, hvad den rummer af tradition, folkekirke og teologiske snørklerier.

”Ved du godt, at kirken oprindeligt var meget mindre, end den er i dag? Prøv bare at se disse reminiscenser fra den oprindelige bygning,” siger han og peger på en uklar aftegning af et tidligere vindue i murværket.

Vi kunne fortsætte. Men de gestikulerende arme og den vidende talestrøm afbrydes brat af en mobiltelefon. Kristians. Han signalerer undskyldende, at han må videre. Hvor turen så end går hen nu…

Læs: Mission Afrika sætter fokus på netværk