Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

Lad engagementet fortsætte, når du er gået bort

Det er muligt at påvirke verden, efter man har forladt den. Ved at indskrive Mission Afrika i sit testamente, kan man gøre en forskel, uden at det koster ens slægtninge noget.

Lad engagementet fortsætte, når du er gået bort

Tænk, hvis det sidste åndedræt ikke var slutningen, og at det efter døden stadig var muligt at formidle evangeliet, hjælpe gadebørn, uddanne unge og give familier et levebrød i Afrika og Mellemøsten?

Det er faktisk muligt ved at skrive en velgørende organisation som Mission Afrika ind i ens testamente.

Det kræver bare en lille kraftanstrengelse at oprette et testamente og sætte sig ind i reglerne, men det betaler sig, siger Torben Hesselbjerg, der er Mission Afrikas økonomi- og administrationsleder:

– At skrive testamente kan virke helt uoverskueligt, men der er ingen grund til at vente. Det giver ro i sindet at udarbejde et testamente og gennemtænke, hvem der skal have glæde af de værdier, man ikke kan tage med sig, fortæller han.

Det er ekstra vigtigt at lave testamente i sammenbragte familier med ”dine, mine og vores børn”.

En stor glæde at hjælpe mennesker
Helge Larsen fra Esbjerg har benyttet muligheden og betænkt Mission Afrika i sit testamente:

– Allerede som barn blev jeg optaget af Afrika og missionærernes arbejde. Det er en stor glæde for mig at vide, at jeg gennem mit testamente kan være med til at hjælpe disse mennesker. Jeg har stor respekt for afrikanere, fortæller han.

Pengene går blandt andet til udviklingsprojekter i afrikanske landsbyer, genopbygning af skoler i krigshærgede Centralafrika, sending af kristent tv i Mellemøsten og uddannelse af præster og ledere.

En af dem, der har haft glæde af en testamentarisk gave, er rektor på bibelskolen Pella i Nigeria, Chabala Haniel:

– Takket være stipendiet fra Mission Afrika har jeg taget en kandidatuddannelse, og nu kan jeg endelige tjene kirken med mine kvalifikationer, fortæller hun.

Mission Afrika betaler arveafgiften
Men vil en testamentarisk gave til velgørende organisationer ikke efterlade mindre til egne slægtninge? Nej, sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.

Ved at lade Mission Afrika betale den samlede arveafgift for alle arvinger, sikrer du, at dine arvinger ikke får mindre udbetalt. Samtidig støtter du et godt formål. For selvom Mission Afrika betaler den samlede arveafgift, vil der stadig være et rådighedsbeløb til overs til organisationen.

Læs mere i Mission Afrikas flyer her.

Har du spørgsmål eller ønsker du en uforpligtende samtale kan du henvende dig til Torben Hesselbjerg på the@missionafrika.dk eller telefon: 8672 5050.