Gud og genbrug gav Mikkel en genstart

I midtbyen, tæt på Føtex og ved siden af den velduftende doughnut-cafe Bro’nuts, ligger den ene af Mission Afrikas to genbrugsbutikker i Odense. Her møder jeg butiksleder Birgitte Albertsen og hendes usædvanlige praktikant Mikkel.

Tekst og fotos: Orla Fredensborg Møller, Mission Afrika

Mikkel Vestergaard er 35 år, har afsonet et par fængselsdomme for bl.a. narko og banderelaterede aktiviteter. Han er stor og veltrænet og har en masse tatoveringer – og så er han vild med Jesus og vild med alle de frivillige i Mission Afrika Genbrug Odense.

Jeg bliver ført ind i det lille opholdsrum bag disken, og som det første tilbyder Mikkel et stykke af sin mors hjemmebagte drømmekage med rosiner i. Lækkert. Der kommer ikke til at være noget kedeligt eller forudsigeligt ved mødet med Mikkel og Birgitte.

Det er ikke svært at få samtalen i gang. Mikkel taler lige fra hjertet.

– Jeg vil bare gerne have Jesus tættere på, siger han, da jeg roser det kors, han har hængende om halsen.

– Jeg er kommet med i det lokale menighedsråd, for jeg har det rigtig godt, når jeg er henne i kirken. Og det er som om én gang om ugen ikke er nok, derfor er menighedsrådet en god mulighed for at gøre noget godt og være tæt på kirken.

Han fortsætter:

– Uden Gud så havde jeg ikke siddet her lige nu. Det havde jeg ikke. Så havde jeg taget mit eget liv for lang tid siden.

Fra et liv i kaos til et nyt liv med kundeservice

Kunderne i butikkerne i Odense har efterhånden vænnet sig til den unge, tatoverede, flinke mand, de møder. Der er bred enighed om, at Mikkel er en servicemindet og dygtig sælger. Han betjener alle med et smil og holder gerne døren for kunder, der har hænderne fulde.

– Jeg elsker at stå ved kassen og have med kunder at gøre, fortæller Mikkel Vestergaard. Mit mål er at give dem en bedre dag. Jeg har en lille æske med bamser og slik, så hvis der kommer en familie ind med børn, møder jeg dem og spørger om ikke de vil have noget fra æsken. Det skaber glæde, og nogle gange ender det med, at familien køber for 300-400 kr., så det kan altid betale sig at behandle folk godt.

Butiksleder Birgitte Albertsen, der efterhånden har opbygget et godt ry hos kommunen, som en der giver plads til dem ingen andre vil hjælpe, siger om sin unge protegé:

– Mikkel kommer jo med noget andet til os. Han har en masse i bagagen, men det er lige meget: han er åben, imødekommende og tjenestevillig. Det er kæmpestort for os at få lov til at sætte et fingeraftryk på hans nye start på livet. Man bliver helt ydmyg over privilegiet. Det er jo en flok mødre, han er kommet ned til her.

Mikkel afbryder hende, for han kan næsten ikke holde sin glæde tilbage.

– Birgitte er den bedste chef, jeg nogensinde har haft. Jeg elsker hende virkelig. Hun er nærmest en mor for mig.

Han fortsætter:

– Jeg har fået så meget hjælp og støtte og tillid herude. Jeg bliver helt beæret. Det er så smukt. Vi taler sammen om alt og hjælper hinanden på alle mulige måder. Det er den kristne ånd, når det er smukkest. Det giver mig jo lyst til at give endnu mere. Nu har butikkens bestyrelse sagt, at de gerne vil give mig en udtalelse på mit arbejde her, som jeg kan tage med videre. Det er jeg den første, der får – så det blev jeg ret stolt over og måtte lige ringe til min mor og dele det.

Mikkel er godt på vej til at genopbygge sit liv med hjælp fra kollegerne i Mission Afrika Genbrug. Men hvad er hans baggrund og hvordan endte han i fængsel?

Penge og modgang førte ham på afveje

– Som lille gik jeg på Sct. Albani Skole, som er den katolske skole her i Odense. Så vi havde nonner, der underviste, og vi var i kirke hver fredag. Som små børn kunne vi ikke udstå det, husker Mikkel Vestergaard.

– Men senere, som 17-årig, kan jeg huske, at jeg sad på mit værelse og kiggede ud ad vinduet, og pludselig kom der noget uforklarligt over mig og jeg vidste bare, at Jesus og Himlen var der.

– Men som 18-årig valgte jeg ikke at fortsætte i skolen. Jeg ville hellere ud at tjene nogle penge, så jeg blev kloakmedarbejder. En rigtig dum beslutning, kan jeg se bagefter. Man kommer aldrig i gang med en ordentlig uddannelse, og man vender sig for hurtigt til at have en masse penge mellem hænderne.

– Jeg forsøgte egentlig at være et godt menneske, men ret hurtigt oplevede jeg flere knæk og svigt. Jeg blev rigtig ked af det, og jeg husker, at jeg som 20-årig for første gange overvejede at tage mit eget liv. Men jeg synes ikke, jeg kunne gøre det overfor min mor og min søster, så jeg begyndte at ’selvmedicinere’, kan man sige. Som 25-årig fik jeg nogle diskusprolapser som var så smertefulde, at lægen ordinerede morfin. Jeg blev pumpet fuld af morfin – og efter lidt tid opdagede jeg, at jeg var blevet afhængig. Jeg kunne ikke leve uden, og det førte mig ud i de mere hårde stoffer.

– Når man begynder at tage stoffer, mister man lige så stille sig selv. Man mister selvkontrol og ens moralkodeks går fløjten. Det var en lang tur ned ad bakke. Lige pludselig var jeg ude i noget kriminalitet sammen med nogle venner. Jeg gjorde alle de ting, jeg som ung havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville gøre, og til sidst endte jeg i bandemiljøet.

Det var en lettelse at blive anholdt

– Men intet, jeg gjorde, kunne ligesom fylde det hul, jeg havde indvendigt. Som 29-årig var jeg rigtig langt nede, og under et indbrud satte jeg ild til et hus. Måske var det et råb om at blive anholdt, fordi jeg havde det så dårligt.

– I arresten var det som om jeg kunne ånde lettet op. Jeg øjnede chancen for at komme væk fra alt det l*rt, jeg havde været rodet ind i.

– Senere kom jeg i et åbent fængsel, men da der kun var et halvt år til jeg skulle løslades, trevlede politiet en gammel sag op. Den er jeg uheldigvis indblandet i – og det ender med, at jeg får en ekstra dom på tre år. Dagen efter døde min far. Da jeg fik det at vide, faldt jeg om på gulvet i fængslet, græd og rev mig selv i håret. Jeg havde virkelig lyst til at dø. Gud var helt væk for mig, og jeg hadede ham. Jeg forbandede Gud langt væk hver dag i den tid.

Opkald til prostitueret blev et vendepunkt

– Jeg overgav mig derefter til en langsom død på stoffer og andre dumheder. En aften ringer jeg til en prostitueret for at lave en aftale. Hun taler engelsk, og efter, vi har snakket lidt siger hun: Jeg kan høre, du er ked af det. Jeg siger, ja det er jeg. Så svarer hun: Du skal bare vende dig til Gud. Det skal jeg overhovedet ikke, svarede jeg, Gud og Jesus kan bare fise af. Jeg hader ham. Men hun bliver ved med at sige: Kom tilbage til Gud. Hvis du gør det, vil du få det bedre inden for en måned.

– Vi fik aldrig lavet en aftale, men i de 24 minutter, vi snakkede fyldte hun mit hoved med tanken om at vende tilbage til Gud, fortæller Mikkel – stadig forbløffet over den uventede kanal, som Gud brugte til at få ham i tale.

– To år senere kom jeg så på Søbysøgaard, et åbent fængsel syd for Odense, hvor jeg mødte en præst, der hed Poul. Han fik mig overbevist om at komme i kirke igen og begynde at bede. Jeg bad om tilgivelse for alt, jeg havde gjort. Jeg var så fortvivlet. Men, ved du hvad, der gik mindre end en måned, så havde jeg det godt igen. Ligesom hende den prostituerende forudsagde.

– Siden den dag, har jeg holdt fast i Gud og har bedt, hver dag. I de fire år, jeg var væk fra Gud, havde mit liv aldrig været dårligere. Jeg havde været igennem helvede på jord. Men nu ville jeg uddanne mig selv til at være et ordentligt menneske. Der var et år, til jeg skulle løslades, så jeg brugte tiden på at læse i Bibelen. Jeg læste Bibelen hele vejen igennem tre gange – og efter det læste jeg Det Nye Testamente mellem 50-70 gange. Jeg lyver ikke. Jeg læste og læste indtil jeg skulle løslades. Det gjorde, at jeg fik prentet ind i mit hoved, den måde, jeg skulle leve på. Jeg elsker Jesus, han har reddet mit liv og givet mig alt.

– Nu ville jeg gøre min familie stolt. Jeg ville leve et bedre liv.

Mikkel Vestergaard og Birgitte Albertsen i Mission Afrika Genbrug, Odense C.

Løsladt og på vej til et nyt liv

– Så blev jeg løsladt og fik en lejlighed og skulle i gang med at finde ud af at leve i frihed igen. Det er faktisk sværere end man tror. I begyndelsen turde jeg ikke en gang gå ud. Jeg ville ikke handle, jeg ville ingenting. Efter man har været i fængsel, må man godt få lov at gå hjemme i nogle år, hvis det er det, man har brug for. Men kommunen skubbede alligevel lidt på, om ikke jeg skulle i gang med noget. Og efter tre måneder kunne jeg også mærke, at der skulle til at ske noget.

– Min jobkonsulent forsøgte at finde noget til mig. Men der var ikke rigtig noget, der lykkedes. Så det endte med, at rådgiveren foreslog, at jeg ringede til Mission Afrika Genbrug. De havde vidst gode erfaringer med andre folk, der havde været glade for at være der.

– Noget andet er, at en gammel træls sag fra min fortid begyndte at spøge igen, og jeg tænkte: jeg vil ikke i fængsel igen; jeg vil have samfundstjeneste. Og der skal man have et fritidsjob eller lignende samtidig med. Så jeg tænkte, det måtte være et plus at have noget frivilligt velgørenhedsarbejde. Heldigvis så retten velvilligt på mig. De tror på, at jeg er på vej til et bedre liv, så jeg blev idømt samfundstjeneste.

– Jeg får ringet til Birgitte og vi aftaler at mødes. Det er nu 6 måneder siden.

– Birgitte var rigtig sød og vi bliver enige om, at jeg skulle starte tre dage senere med en vagt fra klokken 10-13.30 Egentlig havde jeg tænkt bare at give en dag om ugen til butikken og så arbejde ved siden af, men sådan gik det ikke. Jeg er på skift i butikkerne fire dage om ugen. Og fornylig er jeg gået en halv time op i tid, så jer er på fra kl. 10-14.00.

Da aftalen er kommet i stand, påpeger kommunen, at Mikkel ikke udelukkende må lave frivilligt arbejde, når han er på understøttelse. De så gerne, at arbejdsforholdet blev lavet om til en praktik, så det fik den garvede butiksleder Birgitte Albertsen ordnet.

– Jeg kunne måske godt søge videre og komme af kontanthjælp, men jeg er så glad for at være her, at jeg gerne vil blive lidt længere. Jeg har aldrig haft et sted at arbejde i hele mit liv, som er så godt som det her, siger Mikkel. Kollegaerne er fantastiske og er blevet rigtig gode venner.

Nøgle, ansvar og tillid

Mikkel fortæller med stolthed om den dag han fik nøglen og koden til butikken.

– Jeg var så stolt. Tænkt, at en med min baggrund får lov til det. Jeg fortalte glad min familie, at jeg næste dag skulle møde ind tidligt og åbne butikken og gøre kassen klar. Det er så rart at blive stolet på igen. Tilliden var et klap på skulderen. Et selvtillidsboost. Jeg føler jeg kan noget og jeg føler, jeg er en del af noget større end mig selv. Og jeg får lyst til at give endnu mere.

– Tillid bliver belønnet, konstaterer Birgitte med et smil, det går begge veje.

– Jeg elsker min hverdag her. Jeg møder ind, åbner op, tænder lys, laver kaffe. Tit har jeg kage med. Det elsker jeg.

– Mikkel løser alle slags opgaver, siger Birgitte. Sorter tøj, tømmer opvaskemaskinen, står ved kassen. Han er med ude og hente varer.

– I går var vi ude i noget, der hedder ”Cirkel”, som er et sted kommunen har, hvor alle genbrugsbutikker kan komme ud og vælge ting til butikken. Der er indrettet 4000 kvm ved en containerplads, hvor de mest brugbare til fra genbrugspladsen sættes frem.

Opkvalificering er vejen til endnu bedre resultater

– Der var vi ude i går for Mikkel skulle selvfølgelig også se det, fortæller Birgitte. Det er vigtigt, at Mikkel kommer med hele vejen rundt og lærer ”forretningen” genbrugsbutiksdrift at kende. For jeg kender dem inde på kommunen: De forlanger, at Mikkel lærer mere end bare være i butikken – han skal opkvalificeres med noget administrativt. Derfor har han fået mere ansvar ved kassen og ved butiksdriften. Det gør, at vi sandsynligvis kan forlænge hans praktik her. Mikkel har jo også sine begrænsninger og bliver mentalt træt – så derfor duer det ikke, at han bare bliver smidt ud i en FAKTA og skal sidde der 37 timer. Han bliver stresset ved den mindst afvigelse.

(Helt umuligt, nikker Mikkel).

Birgitte runder vores samtale af med flere tanker om, hvordan Mikkel kan sikret et godt fundament for fremtiden.

– Der er en tryghed for ham, at jeg er koblet på Mikkels nye liv. Og det skal bare bygges op langsomt. Kommunen havde gerne set, at han kommer yderligere op i tid; men nej… Jeg påtager mig ansvaret og ledelsen i forhold til, hvor meget han kan holde til. Mikkel har også en samfundstjeneste, 100 timer der skal afvikles – derfor er næste skridt at forsøge at få nogle af timerne, han har der til at gælde som samfundstjeneste.

I butikken på Vesterbro er der næsten hele tiden en håndfuld kunder. De er glade for Mikkels smil og den gode behandling. De lover at komme igen. Positiviteten går i ring og gør, at Mikkel har lyst til at give endnu mere.

– Jeg er det fedeste sted i mit liv, jeg nogensinde har været, udbryder han. Jeg plejer at sige: Min største drøm er at vinde i lotto, for så kunne jeg arbejde gratis herude resten af mit liv!

Share This Post

Loading...