fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mission Afrika Genbrug sender os ind i 2020 med et større overskud

De frivilliges engagement og en tilskæring af driften i Mission Afrika Genbrug giver gevinst på bundlinjen.

Mission Afrika Genbrug sender os ind i 2020 med et større overskud

Leder af Mission Afrika Genbrug, Bente Mikkelsen Pahus

Alle regnskaber er endnu ikke gjort op, men prognosen er klar: Mission Afrika Genbrug (MAG) løber ind i 2020 med et overskud fra 2019, der er omkring 1 mio. kroner større end overskuddet i 2018.

”Når vi ser tilbage på 2019, kan vi bare sende en kæmpe-stor TAK til vores trofaste frivillige. I 2019 har arbejdsindsatsen fra de frivillige i butikkerne skabt en tydelig fremgang på overskuddet på mere end 10 procent siden 2018. Det er utrolig flot,” siger leder af MAG, Bente Mikkelsen Pahus.

“Vi arbejder ikke længere med ideen om, at flere butikker nødvendigvis giver et større overskud.”

Bente Mikkelsen Pahus, leder af MAG

Udover de frivilliges utrættelige indsats skal en del af forklaringen på overskuddets størrelse findes i en ændret strategi for driften af MAG, lyder det fra lederen af genbrugsafdelingen.

”Siden 2018 har vi tilpasset driftsomkostningerne ved blandt andet at nedjustere antallet af butikker fra 70 til 64. Denne justering frigiver mere tid til den del af forretningen, der er i fremdrift. Vi arbejder ikke længere med ideen om, at flere butikker nødvendigvis giver mere overskud. Tallene viser, at færre butikker sagtens kan skabe et større overskud,” forklarer hun.

De gode takter fortsætter

De gode prognoser i MAG skaber optimisme for vejen ind i 2020.

”Vi glæder os til et nyt år i fællesskabets tegn. Vi sætter fokus på trivsel og på sunde, udviklende fællesskaber med passion for genbrug. Derudover vil vi fortsætte arbejdet med prisjusteringer, indretning og tilskæring af driftsomkostninger,” siger Bente Mikkelsen Pahus.

Overskuddet i MAG lød på omkring 8,9 mio. kroner i 2018. De endelige regnskabstal for 2019 foreligger i februar måned.

I Mission Afrikas nyeste blad, MAgazinet 4, 2019, kan du læse mere om de fokusområder, MAG arbejder med i 2020.