Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mission Afrikas farverige formand fylder 50 år

Anne Mie Skak Johanson, formand for Mission Afrika, er ikke til gourmetmad og hvide duge. Til gengæld er hun til mennesker, ærlighed og store drømme.

Mission Afrikas farverige formand fylder 50 år

Jesper Rais

 

 ”Du skal leve livet fuldt ud. Spis noget mere kage, og prøv drømmene af. Og så skal du bruge alt det, som du har fået givet, til at glæde mennesker og glæde den Gud, som har skabt dig.”

Svaret falder prompte, da Mission Afrikas formand bliver spurgt om, hvad meningen med livet er. Anne Mie Skak Johanson ved, hvem hun er, og hun ved, hvad hun står for.

”Af natur er jeg umiddelbar og måske endda lidt grænseoverskridende. Og jeg forventer nok egentlig det samme af mennesker omkring mig. Jeg vil gerne, at folk siger: ”Du har faktisk en bussemand siddende på kinden.” Eller: ”Det var faktisk ikke en særlig god tekst, du skrev der.” Så har jeg mulighed for at handle på det, og jeg ved, hvor jeg har folk,” siger hun.

Den 22. februar 2016 fylder formanden med den røde manke og de energiske armbevægelser 50 år. Fødselsdagen fejres med to åbent hus-arrangementer. Ét hos sine sognebørn i Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat ved Christiansfeld og ét på bopælen i Odder.

”Hvide duge og gourmetmad betyder ikke meget for mig. Jeg vil egentlig bare gerne have mennesker omkring mig. Mange mennesker,” siger hun.

Anne Mie Skak Johanson blev formand for Mission Afrika i efteråret 2014. Siden har hun stået i spidsen for en større omstrukturering på sekretariatet og en kursændring med en ny Vision 2020, der blandt andet skal satse mere på frivillighed i den flere end 100 år gamle missionsorganisation. Kort sagt: Der har været fart på.

”Hvis jeg skal sætte en overskrift på mine 1½ år som bestyrelsesformand, hedder den ”forandring”. Men det er vigtigt for mig at sige, at beslutningerne jo ikke er mine alene. De er bestyrelsens, og min opgave som formand har hovedsageligt været at stå bag bestyrelsens beslutninger. En god leder skal være visionær og målrettet – også når beslutninger skaber grundlæggende forandringer. Det prøver jeg at leve op til i mit formandskab,” siger hun.

Anne Mie Skak Johanson blev færdig som teolog i 2001, hvorefter hun blev ansat som landsleder for Dansk Oase og præst i Odder Frimenighed. I dag er hun sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat ved Christiansfeld og bor i Odder med sine børn og sin mand, Leif Johanson.