Joel efter drone rammer Cypern: “Jeg er ikke utryg”
Urolighederne i Mellemøsten er i løbet de sidste dage også nået til Cypern. Tæt på midnat d. 2. marts ramte en drone én af to britiske militærbaser i Cypern. Dronen forårsagede kun mindre materielle skader. Senere på dagen blev to droner i retning mod samme base opfanget af det britiske militær. Siden da har der ikke været aktivitet i luftrummet omkring Cypern.
En opdatering fra Joel
Mission Afrika har udsendt Joel Zakarias Dam med hans kone Melissa og datter Joanna til SAT-7 som har hovedkontor og et af sine studier på øen.

”Vi har det godt og er ikke sønderligt berørt af situationen” fortæller Joel. ”Det var selvfølgelig lidt en overraskelse at Cypern pludselig var et mål, men det er tydeligt at det kun er den britiske luftbase der har været fokus på, så derfor føler vi os ikke i fare.”
Den cypriotiske regering har opfordret befolkning til at pakke en taske med fornødenheder og informeret at luftalarmen vil lyde HVIS et område skulle være i fare.
”Vi har downloadet en app der viser sikkerhedsrum i nærheden, som også var én af regeringens anbefalinger og pakket en taske, men jeg har svært ved at forestille mig at vi kommer til at få brug for den” fortæller Joel og deler at familien også holder jævnligt øje med nyhederne og hvordan situationen eventuelt udvikler sig.
Mission Afrika holder god kontakt med familien i øjeblikket og følger også med i nyhederne om Cypern.
“Både Joel i Cypern og os på kontoret i Danmark følger sikkerhedssituationen tæt, ligesom vi er i løbende dialog om relevante forholdsregler”, fortæller Mission Afrikas generalsekretær, Daniel Toft Jakobsen.
Opfordring til bøn
SAT-7 opfordrede med det samme til bøn for regionen. Bøn for beskyttelse af civile, visdom blandt ledere, trøst for dem som lever i frygt og styrke til kirken og kristne i Mellemøsten. På Facebook deler SAT-7 at ”mens overskrifterne rapporterer om tiltagende militære konfrontationer og regional ustabilitet, forbliver SAT-7’s fokus klart: at yde åndelig støtte, være en stabil tilstedeværelse og bringe trøst til dem, der er direkte berørt.”
Joel opfordrer også til bøn: ”SAT-7 har lært mig at bøn ikke er den sidste udvej, men den første respons og jeg vil enormt gerne opfordre venner hjemme i Danmark til at bede for regionen og SAT-7. Bede for en varig fred i regionen og for Irans fremtid og for at SAT-7 fortsat må være en trøstende stemme for dem der er bange og minde om at vores Gud er større end de omstændigheder vi befinder os i.”

