Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Missionærpar er blevet genansat

Mette og Alex Bjergbæk Klausen har skrevet under på en kontrakt som deltidsmissionærer ved Mission Afrika. Deres næste tur til Sierra Leone bliver i november.

Missionærpar er blevet genansat

Der er ikke gået lang tid, siden Mette og Alex Bjergbæk Klausen i begyndelsen af august pakkede deres ting og sagde farvel til Sierra Leone.

Efter tre år som teologiske førstehjælpere i stiftet Bo i den sydlige del af landet har parret oplevet lidt af hvert – både ebola og de ar, der følger i fodsporene af mere end ti års borgerkrig.

Men selvom de sagde farvel, var deres arbejde ikke færdigt. Og derfor har de to teologer nu skrevet under på en kontrakt med Mission Afrika, der gør dem til deltidsmissionærer de næste tre år.

”Vi glæder os over, at det ikke bare er slut, men at vi kan fortsætte vores liv og arbejde i Sierra Leone. Der er mange mennesker der, vi betragter som vores familie, og vi er glade for at fortsætte samarbejdet med Mission Afrika,” siger de.

Skal rejse to gange om året

Det drejer sig om en 20 procent stilling, som betyder, at Mette og Alex Bjergbæk Klausen skal rejse to gange om året. Næste gang de skal afsted til Sierra Leone er i november, hvis alt går som planlagt.

Ved siden af jobbet hos Mission Afrika har de to erfarne missionærer stiftet et samarbejde med en udenlandsk trustfund, der også arbejder med kirker i Vestafrika.

Dog betyder det noget særligt for Mette og Alex Bjergbæk Klausen, at Mission Afrika stadig sender dem ud.

”Det er her vi startede og her vi har trådt vores missionske barnesko. Her er vores udgangspunkt. Og selvom det er en lille stilling ved Mission Afrika, så håber vi, at vores to nye arbejdsgivere må kunne udveksle erfaring og smitte af på hinandens arbejde,” siger de.

Det gode arbejde fortsætter

Peter Fischer-Nielsen Generalsekretær i Mission Afrika siger om Mette og Alex Bjergbæk Klausens genansættelse:

”Det her betyder, at det gode arbejde, som Mette og Alex har startet op i Sierra Leone med at etablere og styrke uddannelsen af læglæsere, nu kan fortsætte. Det er også fint, at de nu trækker sig en smule tilbage og giver mere plads til de lokale, men fortsætter med at give dem sparring og rådgivning via Skype og ved at besøge dem to gange årligt,” siger han.

Mette og Alex Bjergbæk Klausen vil begge være til stede på Mission Afrikas årsmøde den 10. september på Diakonhøjskolen i Aarhus.


Mette og Alex Bjergbæk Klausen blev i 2013 udsendt til Sierra Leone for at etablere Teologisk Førstehjælp sammen med den anglikanske kirke. Omkring halvdelen af præsterne i det anglikanske Bo stift mistede livet under den borgerkrig, der hærgede landet fra 1991-2002. Og I samme periode blev et i forvejen svagt uddannelsessystem spoleret fuldstændigt.

Gennem arbejdet med at lære lokale kirkeledere op, styrkes også lokalsamfund og familier, og mange lærer at læse og skrive takket være kirkens indsats.

Mette og Alex Bjergbæk Klausen har også tidligere været udsendt tre år til Nigeria.