Ruth Kristine Højvig (23.11.1925 – 11.04.2021)

Tidligere missionær i Nigeria Ruth Kristine Højvig er død 95 år gammel efter flere års svagelighed.

Ruth Højvig blev født i Lillestrøm nordøst for Oslo i Norge, og allerede som barn fik hun kald til at rejse ud som missionær. Dette blev forstærket i ungdomsårene, så hun med missionsmarken for øje tog en uddannelse som sygeplejerske. Da hun mødte sin kommende ægtemand, Ernst Højvig fra Danmark, hvor han allerede havde været i kontakt med Sudanmissionen (Mission Afrika), gav hun sig til at uddanne sig til jordemor i Oslo.

Efter begges uddannelse, Ruth som jordemor og Ernst som teolog, blev de antaget af Mission Afrika og rejste til Nigeria i 1954, hvor de blev stationeret i Pella. Ruth fik god brug for sine uddannelser, for dér var der både poliklinik og fødeklinik, og hun har hjulpet utallige mennesker med sygdomme og fødsler. De trivedes med arbejdet i Pella.

Men efter nogle år kom de i 1961 til Numan, fordi Ernst var blevet valgt til konferenceformand, hvilket betød, at han var den ledende missionær i forhold til 90 missionærer og i forhold til bestyrelse og ledelse i Danmark. For Ruths vedkommende medførte det også en helt anden form for arbejde. Som hustru var det hendes ansvar at være værtinde for de mange gæster, der kom til Numan til konferencer, møder og lign. Der skulle laves mad, gøres rent, ordnes gæstehytter til de mange overnattende. Mange gange dukkede folk bare op og forventede mad og en seng, da der ikke var noget, der hed telefon dengang. Så dér ydede Ruth en kæmpe indsats, selv om der var ansat afrikanere til at hjælpe. Hun var den fødte værtinde, der altid vidste at diske op med det bedste.

Da Ernst og ledelsen og bestyrelsen i Danmark så forskelligt på udviklingen i mission og kirke i Nigeria, besluttede Ruth og Ernst at blive hjemme i 1967, hvor de blev præstefolk i Kirke-Helsinge, Reersø og Drøsselbjerg på Vestsjælland. Her fik Ruth også brug for sin sygeplejeuddannelse, idet hun i nogle år var ansat på et plejehjem. De fik besøg af mange missionærer på hjemmeophold og af tidligere missionærer, der holdt kontakten til dem og værdsatte venskabet med dem.

Men da Ernst Højvig gik på pension i 1988, havde tiden lægt sårene så meget, så de gerne ville rejse til Nigeria igen, og de blev genantaget af Mission Afrika, hvor de kom til at virke blandt præstestuderende. Ruth og Ernst blev først stationeret i Dashen, hvor Bronnum Lutheran Seminary begyndte, og de tog med til Mbamba, da præsteskolen flyttede dertil. Her fik de 3 dejlige år indtil 1991, hvor Ernst underviste, og Ruth plejede de studerende, samt at deres hjem stod åben for alle, der kom forbi. Det var godt for alle parter, at det blev til dette ”come back”.

Ruth Højvig har været til stor velsignelse med den menneskelige omsorg og retfærdighedssans, hun sad inde med. Hun ville sine medmennesker det bedste. Der er mange, der sender en tak for hendes gode virke i Nigeria.

Æret være Ruth Højvigs minde!

Vagn Ove Høgild