Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Nødhjælp – en kærlig håndsrækning i en svær tid

Anna Grethe Møller, tidligere missionær i Centralafrika, har interviewet lederen af Mor-barn-centeret i Bohong, Cathrine Naabeau.

Nødhjælp – en kærlig håndsrækning i en svær tid

Hvordan er det gået med uddelingen af nødhjælp i Bouar og Mbotoga; de to steder, som Mission Afrika og ELCA har doneret nødhjælp til?

Første gang, vi (personalet fra Mor-barn-centeret i Bohong) udleverede nødhjælp, var i Bouar cirka 70 kilometer fra Bohong. Det var tanken, at modtagerne skulle være de mennesker, som var flygtet fra området mellem Bohong og Bouar – hovedsageligt kristne familier. Vi uddelte fem kilo ris og fem liter madolie per tre personer, og nogle kvinder og børn fik også lidt tøj. I Hausakvarteret (det muslimske kvarter i Bouar) uddelte vi efterfølgende også lidt nødhjælp til de familier, som bor omkring moskéen.  Uddelingen skete, da mange muslimer også var på flugt ud af landet, og flere tog afsted i lastbiler fulgt af sikkerhedsfolk til Cameroun.

Siden har du også været i Mbotoga nord for Bohong for at uddele nødhjælp!? 

Ja, det var ikke meningen oprindeligt. Det var meningen, at det var befolkningen i Bohong, som skulle have haft ris og olie, men da befolkningen i Bohong allerede havde fået fødevarer af PAM (Programme Alimentaire Mondiale/FN’s Verdensfødevareprogram), blev vi enige om, at vi skulle hjælpe befolkningen i Mbotoga i stedet.

Mbotoga er oprindeligt en landsby med mange muslimer. Hvordan greb I situationen an

Der var enkelte muslimer fra området uden for Mbotoga, som havde hørt, at vi ville komme med nødhjælp. De kom gående i håb om at få lidt med hjem. Det var lidt svært, for vi havde jo ikke rigtig noget ekstra at dele ud. Men folk kom jo, for det var en meget svær tid: Tørtiden var i gang, og ingen kunne høste nogen afgrøder fra deres marker endnu.  I Mbotoga er forholdet mellem kristne og muslimer heldigvis stadig velfungerende, så det fungerede faktisk fint med uddelingen. Muslimerne kan se, at kirken igen er i gang med aktiviteter, så mange er på vej tilbage til området igen. ELCA har hjulpet med at få en lille sundhedspost i gang igen.

Er det ikke svært at være muslim i området? Det må det være, hvis man skal tro det, man kan læse på internettet. 

Du må forstå, at før urolighederne i 2013 var forholdet problemfrit. Da SELEKA (en alliance af militære oprørsgrupper, der overvejende består af muslimer) kom til Bohong, viste nogle muslimer rundt i byen og udpegede de kristnes huse, som så efterfølgende blev brændt ned, og folk blev jaget på flugt. Det er svært at leve med. Derfor er forholdet til muslimer i Bohong stadig anstrengt. En af de ældre muslimer er grundet sygdom bortrejst, men hans hus passes af en gruppe kristne, som sørger for, at huset holdes intakt, til han kommer tilbage. Så noget af det gode forhold eksisterer stadig. De steder, hvor lokale muslimer ikke har hjulpet SELEKA, er der fortsat et godt forhold mellem kristne og muslimer. I Bouar, hvor kirkens administration ligger, er næsten 90 % af alle muslimer tilbage igen.

Jeg fortæller tit, at jeg er stolt af at kende jer i Bohong. Tænk, hvad det område ville være uden jer. I er virkelig kirkens udsendinge i et svært område. 

Jeg tænker ofte på, at det arbejde, som i sin tid blev startet af Alice (Møberg tidl. Møller), var af en speciel god kvalitet. Det er blevet tydeligere med tiden – også når jeg ser, hvordan sundhedsarbejdet ser ud andre steder i landet. Jeg kan ikke takke Alice nok.

 

Den fulde artikel er udgivet i Nyt til Baglandet 1, 2015. Dette er et uddrag.