Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ny fundraiser: Det hurtige fix er sjældent den gode løsning

Christina Søndergaard Møller er blevet ansat som fundraiser i Mission Afrika. Hun skal være med til at føre en ny strategi ud i livet, som ikke bare handler om penge, men om relationer.

Ny fundraiser: Det hurtige fix er sjældent den gode løsning

Fundraising.

Umiddelbart lyder det som noget med at skulle gøre de røde tal på bundlinjen sorte ved at være en påtrængende sælgertype, som skal overtale folk til at spytte i kassen.

Men sådan ser Christina Søndergaard Møller overhovedet ikke på det. For hende handler fundraising først og fremmest om at engagere mennesker. Om at gøre sager synlige og mærkbare og om at få folks hjerter til at banke for en sag.

”I mit hoved handler fundraising om relationer. I Mission Afrikas sammenhæng gælder det om at få folk til at se, at det, der foregår ude hos partnerne, vækker genklang i os herhjemme. At alt hænger sammen, og at jo mere vi gør for at hjælpe til ude i verden, jo mere hjælper vi også os selv på den lange bane,” siger Christina Søndergaard Møller.

For den gode sag

Hun er netop blevet ansat som Mission Afrikas nye fundraiser, og de næste 18 måneder er hun ansat til at føre en ny strategi ud i livet, som forhåbentlig skal være med til at opbygge relationer og gøre Mission Afrikas sager synlige i Danmark.

Christina Søndergaard Møller kommer lige fra organisationen Viva, hvor hun har arbejdet med netværk og fundraising. Hun kommer dog oprindeligt fra Vamdrup syd fra Kolding og har læst litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

”Jeg har valgt at søge til Mission Afrika, fordi jeg synes, de har en god sag,” siger hun.

”Den gode sag for mig er at vise Guds kærlighed gennem både ord og handling, fordi når de ting ikke følges ad, så kommer det til at virke amputeret. Mennesket har brug for mere end brød, og jeg har selv set, hvilken forskel det gør, når mennesker i nød lærer, at de er noget værd. At Gud elsker dem. For troen kan hele de ting, som vi som mennesker ikke kan klare selv,” siger Christina Søndergaard Møller.

Det er også en af grundene til, at hun ikke bare ser fundraising som et spørgsmål om penge, men som en hjertesag.

”Det hurtige fix er sjældent den gode løsning,” understreger hun.

kandidat i litteraturhistorie og mor til to

Gennem sin ungdom har Christina Søndergaard Møller altid prioriteret at rejse meget. Blandt andet har hun arbejdet i Israel af flere omgange, været et år i Hong Kong med organisationen Areopagos og brugt 11 måneder på en jordomrejse, der bragte hende vidt omkring i både Asien og Sydamerika. Som litteraturhistoriker har bøger også fyldt meget og her særligt den russiske litteratur: Tolstoj, Pusjkin og Dostojevskij.

De senere år er bøgerne dog blevet sat på standby, da hendes opmærksomhed er blevet delt mellem de to adpotivdøtre, hun har eneadopteret. Beza Marie på 5 år og Sara Tebogo på 2 år.

Christina Søndergaard Møller havde første arbejdsdag i mandags.