Mission Afrika får ny generalsekretær!

Erfaren leder bliver generalsekretær i Mission Afrika 

Jørn Blohm Knudsen bliver ny generalsekretær i Mission Afrika. 56-årige Jørn Blohm Knudsen er en kendt skikkelse i store dele af dansk kirkeliv og har blandt andet været generalsekretær gennem 16 år for missionsorganisationen Åbne Døres danske afdeling. Gennem sine mange år som generalsekretær voksede Åbne Døre kraftig, både målt på økonomi, aktiviteter og antal medarbejdere.

“Udover sin solide erfaring med at skabe vækst i og lede en kirkelig organisation, har Jørn Blohm Knudsen mange års erfaring med internationalt missionsarbejde. Derfor er han den helt rigtige leder af Mission Afrika nu, hvor vi er kommet godt gennem coronakrisen og vil rette fokus mere ud mod verden og missionsarbejdet i Afrika,” siger Mission Afrikas formand, Anne Mie Skak Johanson.

Jørn Blohm Knudsens internationale erfaring tæller blandt andet fire år som udsendt missionær i Etiopien. Desuden har han som generalsekretær i Åbne Døre været en aktiv del af en stor, international missionsorganisation.

”Mission Afrika er et stærkt og nytænkende missionsselskab, der løbende arbejder med at forstå missionens udfordringer i vores tid. Jeg glæder mig til at arbejde med videreudviklingen af missionsarbejdet hos vores partnere, til at skabe større kendskab til Mission Afrikas arbejde herhjemme og til at sikre organisationens stabilitet,” siger Jørn Blohm Knudsen.

Jørn Blohm Knudsen kommer til Mission Afrika fra en stilling som virksomhedskonsulent i Arbejdsgiverforeningen KA, hvor han har været ansat siden 2018. Han bor i Aarhus, er gift med Ingelise og sammen har de 3 voksne børn, der alle er gift og 7 børnebørn.

Jørn Blohm Knudsen tiltræder som generalsekretær i Mission Afrika 15. august. Her afløser han Henrik Engelbrekt Refshauge, hvis kontrakt udløber 1. september efter fire år på posten.