Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Nye skoler godt i gang i Centralafrika

Sidste år satte Mission Afrika sammen med vores lokale partner et ambitiøst projekt i gang: vi ville sammen åbne nye skoler i det konflikthærgede land. Målet var fem nye skoler det første år og i løbet af et par år 10 skoler i alt.

Nu er det snart sommerferie, også i Centralafrika, og vi kan sammen se tilbage på et år, hvor første del af planen lykkedes. Nye skoler er nemlig åbnet i år i landsbyerne Kela-Doukou, Pont Ouham, Ndakaya og Kolokobo og så er fulanipigeskolen i Bohong, som vi tidligere har støttet, omdannet til en mere officiel skole, som følger den statslige læseplan, og udvidet med flere elever af begge køn.

I alt går 607 børn nu i skole, og vi arbejder stadig for at endnu flere skal kunne få muligheden næste år.

At åbne skoler er et stort arbejde, ikke mindst i et land, hvor uddannelse, infrastruktur og økonomi er en mangelvare. Heldigvis starter vi ikke på helt bar bund, da de nye skoler bliver del af det eksisterende skolearbejde under Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika. Skolerne her klarer sig over gennemsnitligt for landet, blandt andet båret frem af stærkt fokus på uddannelse af lærere og skoleledere.

Normalt afholdes der videreuddannelseskurser en gang om året, men for at hjælpe de nye skoler godt i gang, har der i år allerede været afholdt to kurser for lærere og skoleledere på de nye skoler. Første gang var der 11 personer med, som blev klogere på praktiske forhold som registrering i forhold til myndighederne, økonomi, ansættelse og organisering. Anden gang var flere lærere kommet i gang på skolerne, og der var derfor 18 deltagere med, som lærte nyt med undervisningspædagogik som udgangspunkt. Et tredje kursus er planlagt til august måned, som følger op og bygger ny viden på.

Og med ny viden til både børn og voksne er de første, vigtige skridt taget mod en lysere fremtid for det hårdt plagede land.