Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Nyt fra årsmødet: Sådan gik bestyrelsesvalget

Bestyrelsesformand Anne Mie Skak Johanson er glad for, at repræsentantskabet har anerkendt bestyrelsens linje og fortsat vil have hende for enden af bordet.

Nyt fra årsmødet: Sådan gik bestyrelsesvalget

Der er ikke meget nyt at rapportere fra bestyrelsesfronten efter det seneste års- og repræsentantskabsmøde den 10. september.

Konstellationen af de valgte medlemmer er næsten den samme som før: formanden, næstformanden og det tredje medlem af forretningsudvalget bliver, hvor de er. Ved valget sagde vi farvel til Poul Erik Knudsen, der har leveret 8 års god indsats i bestyrelsen. Resten af gruppens medlemmer er de samme ansigter som tidligere. Dog lod Villy Pedersen, genbrugskonsulent og medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, sig afløse af udviklingskonsulent i Mission Afrika Genbrug, Hanne Fornitz.

Der var ellers kampvalg på repræsentantskabsmødet, hvor tre kandidater stillede op – hvoraf Anne Mie Skak Johanson (kongevalgt bestyrelsesmedlem) og Henning Bech-Larsen (næstformand) i forvejen sad i bestyrelsen – til to pladser.

Herudover stillede tidligere Nigeria-missionær, forfatter og journalist Niels Thure Krarup op, men efter afstemning blandt de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer, blev han valgt som suppleant til bestyrelsen, og de to pladser blev herved genbesat af de i forvejen siddende medlemmer.

Det betyder, at Anne Mie Skak Johanson ikke længere bare er kongevalgt medlem af bestyrelsen, men at hun nu er folkevalgt af repræsentantskabet. Den tiltro betyder meget for hende, siger hun.

“Jeg er rigtig glad for at være genvalgt. Det betyder noget for mig, at det arbejde, jeg har lavet er værdsat af repræsentantskabet. Og på en måde er et genvalg af formanden jo ikke bare en tilkendegivelse af mig som person, men af hele retningen, som vi i bestyrelsen har lagt. En tilkendegivelse om, at baglandet mener, vi går den rigtige vej,” siger bestyrelsesformand Anne Mie Skak Johanson.

Lige efter valget på årsmødet samlede bestyrelsen sig til det første konstituerende møde.