Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Mission Afrika Youth

Mission Afrikas børne- og ungdomsnetværk formidler volontørophold i Afrika og Cypern og skaber opmærksomhed om Mission Afrikas aktiviteter blandt børn og unge herhjemme.

Mission Afrika Youth

Mission Afrika Youth er Mission Afrikas børne- og ungdomsarbejde. Ungdomsnetværket bidrager med volontører og praktikanter til arbejdet i Cameroun, Uganda og SAT-7 på Cypern. Herhjemme forsøger de at skabe opmærksomhed og engagement omkring Mission Afrika blandt børn, unge og unge familier.

Udover volontørarbejdet og det oplysende arbejde, arrangerer Mission Afrika Youth desuden grupperejser til Uganda og SAT-7 på Cypern. Formålet er at lade de unge opleve nye kulturer, danne relationer på tværs af nationaliteter og opleve Mission Afrikas arbejde på tæt hold.

Mission Afrika Youth har tilknyttet tre ungdomsnetværkere; Kristina Eskildsen, Emma Vinkel og Asbjørn Dyhr Madsen, der på hver deres måde brænder for Afrika:

– I mine sabbatsår fik jeg som volontør virkelig hjerte for Afrika. Da jeg kom hjem, havde jeg lyst til at fortsætte med at gøre en forskel, og samtidig blev det stort for mig, hvor meget jeg havde lært i mødet med en anden kultur, fortæller Kristina Eskildsen på 23 år.

– Vi ønsker at sætte aftryk på verden, fordi vi har et socialt ansvar. Men vi ønsker også at få et aftryk af verden, fordi vi tror, at vi har noget at lære, siger ungdomsnetværker, Emma Vinkel, i en præsentationsvideo på Mission Afrika Youths hjemmeside.

Senest har Mission Afrika ansat den 26-årige kommunikationsstuderende, Asbjørn Dyhr Madsen, der siden 1. april 2019, har arbejdet for at nå organisationens mål:

– Vores opgave er at klæde børn, unge og familier på til at kunne fortælle videre om Afrika og Mission Afrikas engagement på kontinentet.

Læs mere på www.missionafrikayouth.dk