Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Omvendelsens psykologi: Når sindet skifter kurs

Det er tid for nytårsforsætter. Hvad siger sundhedspsykologien om store beslutninger, ja, konversioner? Vi spurgte en specialist…

Omvendelsens psykologi: Når sindet skifter kurs

 

De sagde “Omvend dig, omvend dig, omvend dig!” Og jeg spekulerede på, hvad de mon mente med det…”

Sådan lyder omkvædet i Leonard Cohens sang “The Future” – og spørgsmålet kan passende stilles til en specialist på området, Peter la Cour, der både er præst, anerkendt i folkekirken, og specialist i sundhedspsykologi, autoriseret af Sundhedsministeriet.

Følelsesmæssig kraft

Og han har svar på rede hånd: Der er to traditioner i forskningen, henholdsvis passiv og aktiv konversion:

– Den ene lægger vægt på den pludselige omvendelse, der er meget emotionelt ladet og derfor indeholder en stærk følelsesmæssig kraft. Men det kommer udefra, fordi man begejstres over Guds nåde, eller fordi man nu endelig finder et sted at høre til. Men som menneske er man passiv i det, der foregår. Og man ser, at der bagefter kan være en ret dramatisk forandring. Man holder for eksempel op med at drikke. Det sker på én gang – og så er man forandret.

Grundig overvejelse

– Den anden tradition arbejder med en anden form for omvendelse, som foregår gradvist og er langt mere aktiv set fra konvertittens side. For eksempel en mand, som bliver introduceret til kristendommen og tænker: ”Det vil jeg da gerne læse mere om”. Det er ikke så følelsesmæssigt, snarere rationelt.

– Man er selv meget aktiv og opsøgende, fordi man drages af det og er nysgerrig. Man selvrealiserer sig på en anden måde. Efter noget tid sker der også en ændring i adfærden, men det er ikke specielt permanent eller pludseligt. Man har overvejet tingene, og nu tænker man på en anden måde.

Kan konversionen ske flere gange eller over flere tempi?

– Begge dele. Man siger bare, at det sker en gang, men selvfølgelig kan det ske flere gange. Også de pludselige konversioner.

At knytte sig til et hjemmemiljø

Tilbage til Cohen: Hvad sker der i konversionen rent psykologisk?

– Freudianere har psykiatriseret konversioner og sagt, at det er psykoser eller hallucinationer, når man for eksempel ”hører Jesus tale.” De forbinder det med den fraværende eller straffende far og tager udgangspunkt i det ubevidste.

– Nu om stunder forklarer man konversioner ud fra tilknytningsteorier. Der er ikke helt enighed, men man taler om folk, som er løst knyttet til nogen og aldrig har følt et ”hjemmemiljø”. De flakker lidt identitetsmæssigt. De har nemmere ved at engagere sig i en stor følelsesmæssig rutsjetur end folk, som er bedre tilknyttede og mere sikre på sig selv. Forankrede mennesker tænker mere og er langsommere til at tage et nyt religiøst trosindhold til sig.

Orienterer sig mod værdier

– I den nyere psykologi, som er 10-15 år gammel, arbejder man mere med, at der er tale om værdiorienteringer og livsformålsorienteringer. Konversioner er helt almindelige psykologiske processer, som troslivet går ind i og ud af og som veksler med tiden. Nogle perioder er man måske meget konkret og vil have ritualer og ikoner på væggene. Andre perioder er det måske mere noget med ”principperne i næstekærligheden”, og det kan så bølge henover et liv og antage forskellige konturer.

– Konversioner er med andre ord ikke ualmindeligt. Det sker for os alle sammen, at man et eller andet sted tænker: ”Helligånden er en mærkelig størrelse. Ham tror jeg ikke på.” Eller modsat: ”Helligånden får det hele ned på jorden. Ham åbner jeg mig for.” Så har man faktisk lavet en konversion.

– I det moderne samfund antager man som regel ikke fundamentalistisk tro. Det er meget sjældent. Man plukker noget, som man godt kan lide og lader resten ligge.

Enten-eller

Peter la Cour fortæller om James Fowler, der som amerikansk professor i teologi og menneskelig udvikling, har beskrevet konversionen med forskellige trosstadier.

– Troen har jo nogle udviklingsstadier; der er en umoden og enkel tro, og der er mere moden og nuanceret tro. Umoden tro er meget konkret. Hvis noget er forkert, er det forkert, og hvis det er rigtigt, må jeg gå ind i det 100 procent.

– Som jeg ser det, er den pludselige konversion på vej ud, hvilket er ærgerligt, for det er jo farverigt og sjovt. Der er meget fortælling i den slags konversionshistorier. Paulus’ omvendelse – det er jo stort!

Mini-konversioner

Kan man kalde det en mini-konversion, når man vokser i troen mellem udviklingsstadierne?

– Ja, det kan man. På det barnlige stadie vil man bede om en legetøjsbil i julegave, og hvis man ikke får den, så er Gud ond, eller også findes han ikke. Vi har alle sammen været der, og vi har også alle sammen været i pubertetsfasen og været tvivlende på det hele og har skullet finde vores egne ben at stå på. Udvikling er kendetegnet ved, at man forlader et stadie og går videre til det næste og indtager noget nyt. Det kan godt kaldes en slags konversion.

Og så ender man i den modne tro kendetegnet ved principper, nuancer og refleksion. Hvordan vil du ellers beskrive den?

– At den er bred og kan dække over mange fænomener. Jeg mener også personligt, at den er kendetegnet ved bestandig forandring – at den udvider sig konstant. Man bliver ved med at spørge sig selv, om det, man har forestillet sig, nu også er rigtigt? Eller om der er en bedre forklaring?

– Det, at man bestandig er undervejs, er et kendetegn. Det er også et kendetegn, at det intellektuelle og det følelsesmæssige indhold ikke må skrige imod hinanden. Det skal hænge sammen i større og større grad. Og man skal være nysgerrig selvfølgelig. En moden tro stivner ikke i sin egen dogmatik.

Kvababbelser med trosbekendelsen

Kan man forestille sig, at man også omvender sig baglæns, eller vil du også kalde det en fremadskridende proces?

– Det er et spørgsmål om ord. Jeg har det sådan på månedlig basis med folkekirken, at jeg tænker: ”Nej, det er for langt ude!” Men bagefter tænker jeg: ”Nej, nu må jeg til gudstjeneste igen.” Det vender hele tiden, synes jeg.

– Dogmatik er en form for stivnet trosindhold, og man skal forholde sig til den måde, det er stivnet på. Jeg kan have kvababbelser med trosbekendelsen og protestere ved kun at sige halvdelen af den i kirken. Men så går der et halvt år, og så sidder jeg der og siger hele trosbekendelsen sammen med alle de andre. Og i processen forholder jeg mig til ordene på en anden måde. Det, gætter jeg på, sker for os alle sammen.

Det er måske det, man kalder levende tro?

– Ja, det kan man godt kalde det.