Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Overførsler til kirken i Centralafrika holdes tilbage

På baggrund af en rapport, der viser uberettiget brug af midler i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika, har Mission Afrika valgt – midlertidigt – at indstille alle projektaktiviteter ved kirken.

Overførsler til kirken i Centralafrika holdes tilbage

Ledende medarbejdere i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika (EELRCA) er desværre under anklage om misbrug af midler gennem en længere periode. Anklagen drejer sig om midler fra kirkens samarbejdsorganisationer Mission Afrika, Evangelical Lutheran Church in America (ELCA) og Evangelisk-luthersk Missionswerk (ELM), Tyskland.

De tre organisationer ser selvfølgelig med stor alvor på situationen og har alle valgt midlertidigt at stoppe overførsler til kirken, mens efterforskningsarbejdet er i gang.

”Vi håber på, at EELRCA tager ansvar, så vi hurtigt kan rydde op i denne triste sag og komme videre med at hjælpe kirken. I Mission Afrika ønsker vi at gå sammen med vores partnere – også i de svære udfordringer – og vi vil derfor støtte op om at finde en løsning, der kan gavne de udsatte mennesker på den lange bane,” siger partnerkoordinator Thore Eklund, der netop har været til møde med ledelsen af EELRCA , ELCA og ELM i Yaoundé, Cameroun.

“Vi skal dog også sikre os, at de midler, vi sender, kommer flest muligt til gavn, der, hvor behovet er. Det er derfor vigtigt for os at gribe ind, når det ikke er tilfældet,” fortsætter han.

I 2018 udarbejdede Mission Afrika en ”politik om godt forvalterskab og modarbejdelse af korruption i Mission Afrika”. Målet med politikken var at fremme et godt og transparent forvalterskab af de værdier og det ansvar, som Mission Afrika er blevet betroet i både Danmark såvel som i de øvrige lande, hvor vi arbejder.

Dokumentet er drøftet og delt med alle Mission Afrikas partnere.

Årsmødebesøg fra Centralafrika aflyst

Sagen får desværre også konsekvenser for Mission Afrikas årsmøde, da Mission Afrika har set sig nødsaget til at aflyse det planlagte besøg af kirkepræsident i EELRCA, Samuel Ndanga-Toue.

På årsmødet vil Thore Eklund fortælle mere om situationen, og alle deltagere får mulighed for at stille spørgsmål til sagen.

Se det reviderede årsmødeprogram her.