fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Pandemi og global ansvarlighed

Aktuel kommentar fra formanden og generalsekretæren i Mission Afrika.

Pandemi og global ansvarlighed

Det er en helt ny situation, at vores venner i Afrika nu er i begyndelsen af den krise, som vi selv har stået i de sidste uger. Vi ved hvilke udfordringer de får, fordi vi selv oplever det lige nu. Men vi har meget forskellige forudsætninger for at handle og beskytte vore respektive befolkninger. 

Der er dygtige medarbejdere hos vores partnere. Der er godt missions- og udviklingsarbejde i gang og mange visioner og planer. Nu frygter vi at vores venner og kollegaer i Afrika bliver syge og dør. Selvom Jesus siger, vi ikke skal frygte, kan vores nuværende situation, ventetiden, nyhederne fra Afrika godt skabe frygt for os. Vi frygter for sygdommen, for kirken og for Guds mission. MEN ventetiden kan også skabe en nødvendig bekymring hos os, der gør at vi tager vare på hinanden, på naboen, på de ældre, på vore venner i Afrika og Mellemøsten.  

Der er krisestemning hos vore partnere
Afrika rammes hårdt fra den første dag corona-virussen holder sit indtog. Her er der ingen gemte midler, likviditet eller hjælpepakkerVore partnere får hurtigt problemer med at betale løn til ansatte og afholde andre basale udgifter. I sidste ende kan det komme til at handle om livsnødvendige behov, så de kommer til at sulte og lide nød. Vi ved at vi er dybt afhængige af et dygtigt sygehusvæsen. Det har intet afrikansk land hverken kapacitet eller økonomi til at tilbyde sin befolkning. Derude kommer mange mennesker til at stå foran et sygehus, enten fordi der ikke er mere plads, eller fordi de ikke har penge til at blive behandlet. Vi vil vise vores fællesskab og komme dem til undsætning med finansiel støtte. Derfor har Mission Afrika startet en nødhjælpsindsamling til dem på vores hjemmeside missionafrika.dk.  

Vores partnere er de helt rigtige at formidle hjælpen igennem, fordi de har et stort netværk. Det er betydningsfuldt i denne krise. De kirkeledere, vi arbejder sammen med, har kontakt til stifter, provstier og præster. De forsøger at bevidstgøre befolkningen, så de beskytter sig mod corona-virussen – ligesom under Ebola og AIDS for år tilbage. Godt nok trykker afrikanske myndigheder plakater og informerer. Men folk er nødt til at få det forklaret – helt ud i landsbyerne. Radio-udsendelser er ikke nok. Det bedste er, når mennesker, man har tillid til, giver information og motiverer. Her spiller vores samarbejdskirker en vigtig rolle i at bringe livsnødvendig information og nødhjælp ud til landene. Mission Afrika har f.eks. godt 150 evangelister og præster rundt i landsbyerne i Cameroun, Nigeria og Mali.  

Global bevidsthed midt i krisen
Herhjemme er vores hovedkontor tomt, som så mange andre kontorer. Mission Afrika har sendt medarbejderne hjem for at styrke økonomien. I kriser er likvide midler som ilt til organisationskroppen. Vi gør alt hvad vi kan for at frigive penge og holde skinnet på næsen. Alle medarbejderne står standby i et ingenmandsland. Vi er i krise. MEN kriser kan, trods smerte kalde os til klarhed og nye tiltag. Kriser kan være med til at fluffy ting fjernes, så vi får fokus tilbage på det væsentlige. Kriser kan skabe muligheder. Nogle virksomheder har allerede ændret deres produktlinjer, og kirker åbner for tiltag ind i konkrete samfundsbehov, de ikke så før. En krise kan også gøre, at det åndelige igen får plads. Mange mennesker som ikke tænkte på livets store spørgsmål for en måned siden, oplever i dag en længsel efter mening og håb. De mærker de store spørgsmål presse på. Her kan kirken dele troen og håbet og hjælpe mennesker både herhjemme og ude hos vores partnere.  

Særligt et fokus, bliver tydelig i den nuværende pandemi. Trods lukkede grænser, så bliver vi yderst bevidste om, hvor meget vi hænger sammen med resten af verden. Den globale virkelighed bliver klar. Vi har den forløbne måned talt med mennesker, der ikke kan forstå, hvorfor vi skal give penge til Afrika, når Danmark er så hårdt ramt økonomisk. Men ligesom en krise kalder på lokal hjælpsomhed og solidaritet, så kalder en pandemi på global ansvarlighed og fællesskab. Vores fællesskab er ikke betinget af geografi. Mission Afrika er ikke kun en organisation i Danmark. Vi hænger uløseligt sammen med kirker og mennesker i den globale kirke.  

Formand Mission Afrika Anne Mie Skak Johanson

Generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge

Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær

”I Mission Afrika kan jeg være katalysator for at mennesker kan tage imod Kristus i den kontekst og kultur, der er deres.”