fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Pernille Jønsson har fundet skjulte skatte i Uganda

Volontør Pernille Jønsson blev en lille smule klogere på menneskelivet, da hun talte om rigdom med en af sine 11-årige elever på Mukisa Primary School.

Pernille Jønsson har fundet skjulte skatte i Uganda

I efteråret har Mission Afrika haft fem volontører udsendt til Kamuzinda Farm i Uganda. På billedet ses Pernille Jønsson som nummer to fra højre. De øvrige volontører er Sarah Riisager, Astrid Bladt, Nikoline Damm og Maja Langvad.

Af Pernille Munk Jønsson, volontør på Kamuzinda Farm, Uganda.

Inden vi fem uvidende piger drog mod fjerne og ukendte himmelstrøg, modtog vi forberedende undervisning fra Mission Afrika. En af de ting, som jeg her bed specielt mærke i, var sætningen: ”Man skal ikke gøre nogen til et offer unødigt.” Heri har jeg erfaret, at der ligger en stor sandhed. Når vi møder børnene på skolerne, lærer vi fantastiske personligheder at kende. Vi erfarer også hurtigt, at de ikke har fået de samme chancer i livet, som vi selv fik i den alder. Dette kan synes både uretfærdigt og ondt. Det er så nemt at se børnenes hullede skjorter og slidte skolehæfter og derefter lynhurtigt hoppe til offer-konklusionen. Vi ville dog ikke yde dem retfærdighed, hvis vi ikke tog os tid til at se nærmere efter. For disse børn er ikke ofre. De er mennesker, stærke mennesker, der på trods af en hård medfart møder dagen med et smil. De er individer, som bliver ved med at vælge glæden og håbet om, at skolepengene på en eller anden måde vil dukke op. De ser ikke sig selv som ofre, så hvorfor skulle jeg?

I en samtale med en af mine elever fra Mukisa Primary School spurgte eleven: ”Teacher Penile, are you rich in Denmark?” Hertil svarede jeg nej. Ikke alle i Danmark er rige. Opfølgende spurgte han selvfølgelig til, om vi så er fattige i Danmark, hvortil jeg endnu engang måtte svare nej. Drengens konklusion kom herefter med en oprigtighed, som for mig var meget overraskende: ”Oh, you are just like us in Uganda then: not rich, but not poor either.”

Hvori ligger denne 11-årige drengs rigdom, må man derefter spørge sig selv. Hvad er det, jeg overser, når mit danske blik, med det samme jeg træder ind i landsbyen, stempler alle med fattigdoms-mærkatet?

Efter et ophold på nu tre måneder, vil jeg ikke vove at påstå, at jeg kender svaret på dette spørgsmål. På trods af det er der dog alligevel nogle ting, som jeg har bidt mærke i og må klassificere som små guldklumper i den ugandiske kultur. Da vi først ankom til landet, fandt vi det ubehageligt og en smule omklamrende, at folk hele tiden stoppede op på gaden for at snakke med os eller inviterede os på besøg. Da vi allerede havde sat offer-stemplet på dem, var det desværre for nemt at drage konklusionen, at de ønskede vores selskab i forventning om at modtage penge. En dag, da vi gik en tur ud ad en endnu ukendt vej, valgte vi dog til en forandring at modtage invitationen. I dette hjem blev vi alle overvældede over den enorme gæstfrihed og venlighed, som familien mødte os med. Denne varme venlighed, som gennemsyrer hele landsbysamfundet, har gjort det helt utænkeligt at gå på indkøb uden at hilse på dem, vi møder. Ja, en af mine medvolontører har sågar taget sig selv i at vinke til en ko i sin iver efter at imødekomme den store hjertevarme, som vi selv er blevet mødt med hernede. Der er stor rigdom i en kultur, hvor fremmede ikke er ligegyldige, men i stedet er en bror, man endnu ikke har mødt.

I den første uge af vores ophold her på farmen, var vi ude for at tilså en mark med majskerner. Disse majs er nu vokset mig langt over hovedet og er derved blevet til stor rigdom. Ligeledes er der mange frø, som endnu må blive plantet her i Uganda. Arbejdet med at tilså majsmarken var hårdere end forventet. Stillingen var ubehagelig og arealet uoverskueligt. Ét majskorn ad gangen kom vi dog i fællesskab igennem marken. Ligesom markarbejdet kan volontørarbejdet sommetider synes uoverskueligt. På trods af den store kulturelle rigdom Uganda ejer, er der også kulturelle laster i landet. En af disse mødte vi allerede tidligt i vores ophold på skolerne. Her oplevede vi, at børnene var utroligt bange for deres lærer, og vi blev selv vidner til fysisk afstraffelse af børnene. Gennem samtaler og workshops med skolernes ledelse og ansatte har vi nu plantet viden om, at fysisk afstraffelse kan skabe et dårligt læringsmiljø for eleverne. Dette korn, vi har sået, er blot ét ud af mange, vi håber at have spredt igennem vores arbejde. Vi må nu bede til, at de vil slå rod og bære frugt. Ligeledes må vi bede for, at de ugandafrø, der er blevet sået i vore hjerter, må slå rod og lade os bære et stykke af den 11-årige drengs skjulte rigdom med hjem til Danmark.

Kærlig hilsen

Pernille Jønsson, volontør i Uganda for Mission Afrika

PS: I Mission Afrikas nyeste blad, MAgazinet 4, 2019, kan du læse mere om arbejdet på Kamuzinda Farm i artiklen: Ponsianos Planteplan.