Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

SAT-7-center støtter Syrien-børns fremtid

For et år siden åbnede SAT-7 et læringscenter for syriske flygtningebørn i Libanon sammen med en lokal samarbejdspartner.

SAT-7-center støtter Syrien-børns fremtid

Efter det arabiske forår og krigen i Syrien, besluttede SAT-7 at gøre en målrettet indsats for at give Mellemøstens næste generation en fremtid gennem uddannelse og udvikling. Derfor startede de i 2016 SAT-7 Education and Development (Uddannelse og Udvikling) med grundsøjlerne: uddannelse, helbred og social udvikling. Afdelingen skulle have specifikt fokus på marginaliserede grupper som kvinder, børn, analfabeter, flygtninge og handicappede.

Læs mere om SAT-7 her.

Børnene er Syriens fremtid
I november 2017 åbnede de læringscentret, CHILD, sammen med den lokale ngo Biladi. CHILD tilbyder nu uformel skolegang til mere end 100 syriske børn mellem 4 og 8 år. Her får børnene undervisning, mulighed for leg og følelsesmæssig omsorg og støtte. Centret prøver desuden at støtte op om børnenes familier og uddanner også nye lærere.

Visionen er at uddanne børnene i Syriens kultur og historie, så den ikke går tabt i krigen. De håber at motivere dem til at genopbygge landet og skabe sig en fremtid der, når de engang kan vende tilbage:

– Da børnene så gamle billeder af deres land uden spor fra krigen, bad de om at kunne vende tilbage, fortæller grundlæggeren af Biladi, Joanne Bajjali i en video om projektet.

– Vores mål er at forberede den næste generation af syrere. Vi vil gøre dem klar til at genopbygge deres land med kendskab til deres kulturarv, fortsætter hun.

Fremmer indlæring
De syriske flygtningebørn er ofte traumatiserede og har indlæringsproblemer. De har svært ved at koncentrere sig, fordi deres hverdag før har været ustabil og omskiftelig. Men efter at børnene er kommet på centret, er deres læring og adfærd forbedret:

– Jeg er imponeret over de adfærdsmæssige forandringer, siger SAT-7’s projektkoordinator, Nicoletta Michael.

– Nu er de ivrige efter at lære og hører efter, hvad læreren siger. De stoler på læreren nu, fordi de føler sig trygge, fortsætter hun.

Centret benytter SAT-7 ACADEMY’s undervisningsprogrammer i undervisningen, og ifølge centrets medarbejdere er programmerne gode til at fange og fastholde børnenes opmærksomhed. Mange af børnene har aldrig gået i skole før, og skal derfor også lære at sidde stille og lytte efter. Fordi programmerne er underholdende, og børnene kan synge med på læringssangene, er de en god overgang til den mere traditionelle klasseundervisning.

Centret har desuden tilknyttet en specialist i læringsforstyrrelser, som arbejder tæt sammen med lærerne, og tilbyder hjælp til de børn, der har brug for særlig støtte.

Fremmer mentalt og fysisk helbred
Centeret har også fokus på at forbedre børnenes helbred. Mange er fejlernærede eller handicappede. Derfor sørger CHILD for, at børnene får to sunde måltider om dagen på centeret. Der arbejder desuden en sygeplejerske på stedet, og hvis der er brug for yderligere behandling, hjælper centret familien med at få adgang til en læge.

Børnenes mentale helbred er også forbedret. Udover bedre indlæring, er børnene også blevet gladere:

– Selv skolebussens chauffør fortæller os, hvor glade børnene er for at komme på centeret. De vil ikke gå glip af en eneste dag, slutter Joanne Bajjali.

Støt Projekt 0004: SAT-7 nu