Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

SAT-7 har gjort ’det umulige’ i Tyrkiet

Den kristne tv-station SAT-7 TÜRK sender som eneste kristne kanal over en regeringsejet satellit i Tyrkiet og når en potentiel seerskare på 55 millioner.

SAT-7 har gjort ’det umulige’ i Tyrkiet

I et land, hvor kun 0,2 procent er befolkningen er kristne, havde ingen turdet håbe på, at en kristen tv-station nogensinde skulle sende tv på en regeringsejet satellit. Men det gør SAT-7 TÜRK, som nu i fire år har fået egen kanal på ’Türksat’ og sendt kristent tv døgnet rundt.

Vores mål er at blive en af de mest sete tv-kanaler i landet.

Melih Ekener, direktør for SAT-7 TÜRK

Men ambitionerne ender ikke der:

– At komme på Türksat var kun begyndelsen. Vores mål er at blive en af de mest sete tv-kanaler i landet, lyder fra SAT-7 TÜRKs direktør, Melih Ekener.

Gennem Türksat når tv-kanalen nu potentielt 55 millioner mennesker.

Melih Ekener er passioneret leder for de næsten 40 ansatte på SAT-7 TÜRK. Hans og holdets tro og drømme for fremtiden er drivkraften bag projektet:

– Vi fremlægger vores mål for Gud med stor ydmyghed, og vi tror på, at han vil hjælpe os med at nå dem, siger Ekener.

De sidste tre år har vi arbejdet på at starte vores eget nyhedscenter.

Melih Ekener, direktør for SAT-7 TÜRK

Tv-mediet er vejen frem i Tyrkiet
Tv er meget populært i Tyrkiet, og tv-industrien vokser betydeligt i disse år. Ekener og hans hold gør sig umage for at leve op til kvaliteten på de populære tv-kanaler:

– Vi følger konstant de ti mest populære tv-kanaler i landet og observerer, hvad de gør anderledes, så vi kan blive bedre. Det er sådan, vi definerer vores målsætninger og prioriteringer, forklarer Ekener.

Det er især nyheder og drama, der er populært. Det har Ekener og hans team taget til sig:

– De sidste tre år har vi arbejdet på at starte vores eget nyhedscenter. Vi har mange gode idéer og historier.

Udfordringerne mødes og overkommes
SAT-7’s vision er at gøre budskabet om Guds kærlighed tilgængeligt. Den primære udfordring for SAT-7 TÜRK er at finde ansatte, som både har de rette faglige kompetencer og deler den kristne tro. Det er nemlig kun 0,2 % af den tyrkiske befolkning, som vedkender sig kristendommen.

Derudover er tv-kanalens budget begrænset og matcher ikke de store kanalers.

Men som historien har vist, er det umulige netop muligt for SAT-7 TÜRK. Kanalen er en del af SAT-7, som Mission Afrika støtter.

Støt Projekt 0004: SAT-7 nu