Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

SAT-7 udnævner ny administrerende direktør

Den 1. april overtog kanalchef, Rita El-Mounayer, stillingen som administrerende direktør for SAT-7 efter grundlæggeren dr. Terence Ascott.

SAT-7 udnævner ny administrerende direktør

SAT-7 International har udnævnt Rita El-Mounayer som administrerende direktør for SAT-7. Den 1. april overtog hun stillingen efter dr. Terence Ascott, som vil fortsætte med at tjene som grundlægger og direktør for SAT-7.

Mission Afrika støtter SAT-7 med lønkroner og drift af SAT-7 Kids.

Læs mere om SAT-7 her.

23 års tjeneste hos SAT-7
Rita El-Mounayer har arbejdet for SAT-7 i 23 år. Hun begyndte som producer på børneprogrammet ”Bedtime Stories” (Godnathistorier) i 1996, og har siden været programchef for SAT-7’s børneudsendelser, assisterende programchef og administrerende direktør for SAT-7’s arabiske kanal.

Siden 2016 har hun været øverste kanalchef for SAT-7, og har dermed haft ansvaret for sendefladen på alle SAT-7’s fire kanaler; SAT-7 Kids, SAT-7 Arabic, SAT-7 Pars og SAT-7 Türk. Nu skal hun være den daglige leder for hele organisationen.

– SAT-7 gør et unikt arbejde, fordi vi når så mange mennesker i Mellemøsten og Nordafrika, der ikke har andre muligheder for at lære om Guds kærlighed. Jeg føler mig beæret over at blive bedt om at lede det arbejde, siger Rita El-Mounayer.

Kærlighed, tilgivelse, forsoning og fred
Det er netop kærlighedsbudskabet, der ligger El-Mounayer på hjerte:

– Alt, hvad vi gør i SAT-7 – fra vores tv-udsendelser til kontakten med seerne på de sociale medier – gør vi for skabe muligheder for, at mennesker må opleve Guds kærlighed og evangeliets forvandlende budskab, fortsætter Rita El-Mounayer.

Hun mener, at satellit-tv er en unik måde at nå mennesker i Mellemøsten og Nordafrika med det opmuntrende budskab. Fjernsyn findes i de fleste hjem – selv i flygtningelejre og isolerede ørken- og bjergområder.

– Mange liv er blevet forvandlet, fordi de gennem SAT-7 hører budskaber om forsoning og fred og oplever Guds kærlighed og tilgivelse, som hele menneskeheden har fået del i gennem Jesu død og opstandelse, lyder det fra den nytiltrådte administrerende direktør.

Hun håber, at SAT-7 kan fortsætte det opbyggende arbejde i den konfliktplagede region:

– Min bøn er, at vi vil fortsætte med at se Guds budskab forvandle folks liv, og vi vil bidrage til at skabe positive forandringer i vores område.

Passioneret og kvalificeret leder
Den tidligere administrerende direktør, Terence Ascott, har kun positive ord at sige om sin stedfortræder:

– Hendes passion, intelligens, hårde arbejde og gode sociale evner er nogle af grundene til, at hun har fået stillingen, lyder det fra Ascott, der har været leder for SAT-7 i 23 år. Ascott vil fortsat rejse og repræsentere SAT-7 og støtte arbejdet i SAT-7’s internationale råd.

Læs Terence Ascotts fortælling om SAT-7s start.

Rita El-Mounayer har en klar ledelsesstrategi, der blandt andet indebærer at investere i lederne og medarbejderne omkring hende:

– Jeg beder om, at jeg i min nye rolle som administrerende direktør vil kunne styrke, opmuntre og motivere folk omkring mig, for at hver eneste af dem kan blive den type leder, som de næste årtier kræver, slutter Rita El-Mounayer.

Af Michala Linn

Støt Projekt 0004: SAT-7 nu