Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

’Tak for at vores børn kan komme i skole’

I Centralafrikas afsidesliggende landsbyer har børn ikke kunnet komme i skole siden 1960’erne. Mission Afrika hjælper den lokale kirke med at sikre børns uddannelse i fremtiden.

’Tak for at vores børn kan komme i skole’

Viden er vigtig, og uddannelse er basis for udvikling. Derfor er det tragisk, når børn i Den Centralafrikanske Republik (CAR) ikke har kunnet komme i skole siden 1960’erne, da landet blev selvstændigt.

Det er tilfældet i byen Kolokobo, hvor befolkningen oven i købet har lidt under landets mange konflikter siden selvstændigheden.

Læs om den seneste krise i Centralafrika.

Men nu har Mission Afrika hjulpet Den Evangelisk Lutherske Kirke (EELRCA) i landet med at oprette en grundskole i området.

– Hvis ikke Mission Afrika havde finansieret dette projekt, ville børnene ikke have tilgang til uddannelse, fortæller skolens administrator Mathias Votoko til projektkoordinator Thore Eklund, som netop har mødt ham i nabolandet Cameroun.

Votoko fortsætter:

– Jeg er på vegne af børnenes forældre blevet bedt om at takke Mission Afrika for, at deres børn i dag kan gå i skole. Landets myndigheder har ikke kapacitet til at åbne skoler i så isolerede områder.

Ifølge UNESCO kommer 32 procent af børnene i Den Centralafrikanske Republik ikke i skole. Kun hver tredje person over 15 år kan læse og skrive.

Skolen i Kolokobo er en af fem skoler i Bouar-Bokarangra-korridoren, som Mission Afrika støtter med bygninger, inventar, skolematerialer og efteruddannelse af lærere. Skolerne har tilsammen 718 elever og 15 lærere. Lige nu er man ved at uddanne otte nye lærere.

Læs mere om Mission Afrikas skolearbejde i 2017.

Der er behov for mange flere skoler og dermed flere lærere i området. En tredjedel af landets skoler blev beskadiget under urolighederne i 2013. Og lærermanglen i landet er så stor, at der må presses over 80 elever ind i hvert klasseværelse.

Mission Afrika vil sammen med Den Evangelisk Lutherske Kirke (EELRCA) i Den Centralafrikanske Republik og Evangelisk Lutherske Kirke i Amerika (ELCA) udvide antallet af grundskoler i 2019-20 og samtidig uddanne endnu flere lærere. Dette gøres samtidig med at der oprettes flere sundhedsklinikker og at lokalbefolkningen får hjælp til at øge indtjeningen ved udvikling af lokale landbrugsaktiviteter.

Men også de nuværende skoler har brug for hjælp. Tre af skolerne har brug for at blive repareret, og der mangler undervisningsmateriale i fransk, matematik, historie, geografi og samfundsfag.

Uddannelse er vejen frem. Derfor vil Mission Afrika og Den Evangelisk Lutherske Kirke give den opvoksende generation viden og kunnen til at udvikle deres land og leve sammen i fred.

Støt Projekt 3013: Skoler i Centralafrika nu