Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Til høstgudstjeneste i Nigeria

Elisabeth Holtegaard fortæller fra sin rejse i Nigeria, hvor hun blandt andet deltager i en høstgudstjeneste i Jimeta Domkirke.

Til høstgudstjeneste i Nigeria

Af Elisabeth Holtegaard

I denne tid er det ikke kun julen, der nærmer sig herude, men det er tiden for høstgudstjenester med taksigelse til Gud for, at man stadig er i live og har det godt – på trods af alle problemer.

I går besøgte jeg et par gamle gode bekendte i Numan fra min tid herude, og de kunne begge ikke lade være med at mindes sidste år netop disse dage, hvor adskillige landsbyer omkring Numan blev angrebet af nomaderne. Mange mennesker flygtede og andre blev dræbt.

Der er stadig mennesker, der lever i skoler og andre steder, fordi de ikke tør vende tilbage til deres landsbyer. Men i det store og hele synes det at være roligt i vores område lige nu.

Det betyder ikke, at der ikke kan ske ubehagelige ting. For 14 dage siden blev en pensioneret læge og hans kone skudt i deres bil, da de var på hjem fra deres mark. Igen et totalt meningsløst drab, fordi man oven i købet sagde, de havde holdt møde om, hvordan man kunne skabe fredelige forhold mellem bønder og nomader. Han havde sin egen private klinik og hjalp så mange mennesker, når de var syge. Så mange vil savne hans hjælp fremover.

Men altså i dag var der harvest og thanksgiving, som de kalder deres høstgudstjeneste.
Kirken var smukt pyntet med bananblade, sukkerrør og røde og grønne stoffer dekoreret med lys, der glimtede i skiftende farver. Alle måtte sidde i bestemte grupper: mænd, kvinder, unge, FDF, FPF, Kvindefællesskabet osv. Man skulle nemlig op med sine gaver i disse grupper, som konkurrerer med hinanden om, hvem der giver mest. Men det ved vi først næste søndag.

Den gruppe, der gjorde størst indtryk, var de døve, som kom dansende ind på en lang række, og deres sang var bevægelser. Der var en forsanger, så vi kunne høre, at det var en lovsang, de sang. De havde deres egen høstgudstjeneste sidste søndag i deres nye smukke døvekirke.

Jeg må indrømme, at jeg har min reservation over for denne form for “konkurrence”. For mig var de første 3 timer nok mest gudstjeneste, men de sidste 3 timer – ja, det er rigtigt: gudstjenesten tog næsten 6 timer! – blev for mig mere et show. Hver gruppe skulle demonstrere, hvor gode de var til at finde på nye udtryk for deres glæde og tak, men altså: Det tog for lang tid.

Og dog sluttede de med at gentage deres lovprisning og tak til Gud og Jesus for al den godhed, de modtager. Og så skal jeg måske gemme min skepsis lidt væk.