Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

TV – hvorfor skal en missionsorganisation dog støtte det?

På årsmødet 2017 gjorde vores SAT-7-udsendinge, Mette og Claus Swartz Andersen, os lidt klogere på, hvad satellit-tv-stationen SAT-7 udretter i Mellemøsten og Nordafrika. Og hvorfor.

TV – hvorfor skal en missionsorganisation dog støtte det?

TV, internet, sociale medier, mikrofoner, højtalere, lydstudier… SAT-7 er en moderne tv-station med professionelt udstyr og en mangearmet tilstedeværelse på internettet.

Når vi så hører, at Mette Swartz Andersen sidder som kommunikationschef på Cypern, og at Claus Swartz Andersen rejser rundt som fundraiser i Golfen, så er vi ikke meget længere væk fra pionermissionærerne i Afrika, der måtte padle sig frem ad floder for at nå afrikanerne med Guds ord.

Og så alligevel…

For missionen, Guds mission, er den samme. Befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika har – som alle mennesker – brug for Jesu ord om kærlighed og tilgivelse. Og i et område, hvor de kristne bliver mere og mere trængte – mange forfulgte – hungrer de efter et kristent fællesskab og et levende ord.

I eksempelvis Tyrkiet ser det rigtig slemt ud i øjeblikket. Befolkningen tæller omkring 79 millioner mennesker, og der er højt sat 150.000 kristne tilbage (fra alle kirkesamfund). Frygten for præsident Erdogans politik har sågar fået SAT-7’s medarbejdere i Tyrkiet til at fjerne al skiltning og indføre sikkerhedsvagter ved studiet.

I hele den mellemøstlige og nordafrikanske region skaber krig og ustabilitet samtidig et presserende behov for håb og trøst. Næsten halvdelen af alle verdens fordrevne folk bor i netop dette område, og hvis de skal have en fremtid i området, har de brug for støtte.

Hvad er det så, SAT-7 kan bidrage med ind i den virkelighed?

  • Kristne, der ikke har mulighed for at være en del af en kirke på grund af forfølgelse og undertrykkelse, kan via SAT-7’s tros- og gudstjenesteprogrammer blive styrket og støttet i deres kristne identitet.
  • Tematiske udsendelser sætter fokus på de udfordringer, som præger regionen, og som skaber ustabilitet: Børns vilkår, ter-ror, menneskerettigheder, kvinderettigheder og flygtninge-strømme. Mange programmer sendes “live”, så befolkningen i området kan ringe ind og diskutere vigtige regionale anliggender.
  • Skoleudsendelser muliggør undervisning for børn, der lever deres liv i flygtningelejre, og som ikke kan få undervisning på anden vis.

Udsendelserne produceres primært af lokale medarbejdere i SAT-7’s egne studier i Egypten, Libanon, Tyrkiet og på Cypern og når ud til et publikum på mere end 20 millioner mennesker. SAT-7 producerer selv omkring 80% af udsendelserne. Alle værter er fra Mellemøsten, Nordafrika, Iran og Tyrkiet for at skabe autentiske og relevante programmer, der rammer målgruppen i hjertet.

De kristnes problemer i Mellemøsten og Nordafrika løses selvfølgelig ikke alene gennem satellit-tv. Men de kristne har brug for støtte til at blive i deres lande som kristne og som aktive og ligeværdige medborgere. Med et publikum på 20 millioner seere kan SAT-7 gøre en forskel!

Hør Mette og Claus Swartz Andersens foredrag på Mission Afrikas årsmøde 2017 her:

I videoen præsenterer SAT-7 selv, hvilken virkelighed man står i – og hvordan man virker ind i den:

Støt Projekt 0004: SAT-7 nu