Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vejen hjem

Efter otte måneders ophold i Danmark kunne vi igen vende hjem til Sierra Leone. Men vi vendte tilbage til et helt andet land end det, vi var rejst fra.

Vejen hjem

Marked i hovedstaden Freetown

Solen er allerede gået ned, da flyets hjul rammer landingsbanen. Det er ikke en blød landing, som vi kender det fra Europa, men en af den slags, hvor man virkelig kan mærke stenene i asfalten. Vi er kommet til Lungi Airport, og den fugtige varme rammer os i ansigtet, da stewardessen får åbnet døren. Flyveturen har været ekstra lang med to mellemlandinger, så det er en god fornemmelse at kunne strække benene og bevæge sig ud i friheden.

Lufthavnen ligner sig selv. Bureaukratiet tager sin tid med fingeraftryk og fotografering – og vi går videre, mens vi undrer os over, hvor de gemmer databasen med alle fingeraftrykkene. Der er kommet sundhedstjek i lufthavnen. Alle passagerer skal udfylde et dokument, hvor de redegør for deres sundhedstilstand og rejseaktiviteter inden for de seneste tre måneder. En mand med maske og kittel tager vores temperatur og noterer det i vores dokument, inden vi får lov at gå videre. Der er stadig ebola i Sierra Leone, selvom antallet af nye sygdomstilfælde er dalet kraftigt. Men som alle forskere og læger udtaler: Det store udbrud med flere end 25.000 tilfælde begyndte med ét udbrud, derfor er der stadig risiko for, at det kommer ud af kontrol igen.
Et par timer efter vores ankomst sidder vi i en lille speedbåd på vej over havet. Der er bølgegang, og saltvand sprøjter ind over vores bukser og gør turen til en blandet fornøjelse. I mørket sidder vi og håber, at alle kufferter kommer helskindet igennem, og at ingen bliver tabt i det mørke hav mellem lufthavnen og hovedstaden Freetown. Kufferterne bliver overdraget på den anden side – og som altid er vi overraskede over, at de faktisk har klaret strabadserne uden at have taget skade. Et amerikansk missionærpar tager imod os og har sørget for, at vores bil står klar ved færgeterminalen. Bagagen bliver læsset i bilen, og pludselig befinder vi os midt i Freetowns hektiske trafik med dytten og blinken, hasarderede overhalinger og mennesker overalt. En rejse på cirka 12 timer, men en verden til forskel.

Et nyt land

Det kræver tid atter at skulle vænne sig til livet i Sierra Leone. Otte måneder er lang tid. Vi har lige nået at vænne os til livet i Danmark og fundet en rytme i hverdagen – og nu er vi igen slået ud af takt. Først og fremmest handler det om at få genetableret ens ”Afrika-filter”, så man kan sortere i de mange indtryk og kun bekymre sig om det væsentlige.
Landet har forandret sig. Store firhjulstrækkere præger gadebilledet, og mange hjælpearbejdere er kommet ind i landet for at kæmpe mod ebola. De store hoteller i Freetown er næsten alle blevet shanghajet af hjælpearbejdere, så det er svært at finde ledige værelser. Men hotelbranchen har kronede dage, og de ekstra penge giver mulighed for nye investeringer.
Uden for hotellerne er verden en anden. De fattige er blevet fattigere. Priserne er steget eksplosivt (cirka 30%), og mange er blevet arbejdsløse, fordi udenlandske investorer har trukket sig ud af landet. Elendigheden er blevet tydeligere, fattigdommen mere synlig.

Dagen efter vores ankomst til Sierra Leone skulle vi forberede os på en tredages ”husarrest”. Landet skulle lukkes ned, og alle sierraleonere skulle blive hjemme. Det officielle formål med de tre dages karantæne var at få endelig bugt med ebolaudbruddet, hvilket desværre ikke er sket endnu. Rygter vil vide, at præsidenten faktisk valgte at gennemføre en karantæne for at undgå politisk uro efter at have afsat sin vicepræsident. Det er svært at vide, hvorvidt der er hold i rygterne, men der er en spirende og mærkbar utilfredshed i befolkningen.
Vi tilbragte de tre dage i et hus lidt uden for Freetown. Selvom det var frustrerende at skulle sidde i Freetown og vente på at kunne komme hjem til huset i Bo, så var det trods alt en velsignelse at få lidt fred og ro, så sjælen også kunne få tid til at lande i Afrika. Fra huset kunne vi høre havets brusen, men desværre fik vi slet ikke mulighed for at tage en dukkert.

Det tog næsten en uge fra vores ankomst til Sierra Leone, til vi var fremme i byen Bo, hvor vi bor. Vi ankom sidst på dagen og nåede at hilse på vores kollegaer og venner ved stiftet. Man giver ikke hinanden hånd eller et kram længere på grund af faren for ebolasmitte. Hilsner foregår på afstand, og det er lidt svært at skulle vænne sig til. Der er noget distanceret og forkert ved ikke at kunne give håndtryk og kram til mennesker, man ikke har set længe. Smil og glade ansigter mødte os, men bag smilene mærkede vi også tristhed og træthed. Der er ingen tvivl om, at ebolaudbruddet har været en stor belastning for stiftet. De faste aktiviteter er mere eller mindre gået i stå, og i stedet har man udelukkende arbejdet med nødhjælp og bekæmpelse af ebola. Selvom situationen i landet nu er væsentligt bedre, så er det endnu alt for tidligt at sige, hvilke langsigtede konsekvenser et helt år med ebola får for det lille vestafrikanske land. Der er brug for bøn, så tak, om I vil bede med!

Støt Projekt 3027: Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone nu

Mette og Alex Bjergbæk Klausen
Sierra Leone

Mette og Alex er begge teologer og arbejder for Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone, med projektet "Teologisk Førstehjælp"