fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vi klarer skærene

Det er en stor glæde at fortælle, at Mission Afrika klarer skærene i Coronatiden, fordi der blev handlet prompte!

Vi klarer skærene
Coronatiden har ramt Mission Afrika temmelig hårdt. Følgevirkningerne af at lukke 65 genbrugsbutikker er både, at de frivillige ikke kunne udleve deres passion sammen i fællesskabet. Oveni de sociale konsekvenser blødte organisationen omkring 2½ million kroner om måneden i tabte indtægter fra genbrugsbutikkerne samtidigt med der i runde tal var brug for 1 million kroner hver måned til udgifter til huslejer og forbrug i butikkerne.
“Vi kender selvfølgelig ikke med sikkerhed årets udfald, men det ser noget mere lovende ud end i marts”, fortæller generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge, der i de første uger af covid-19-krisen sammen med bestyrelsen brugte al tid på at sikre Mission Afrikas overlevelse.
“Vi har et rigtig godt lederteam med leder af genbrug Bente Pahus og økonomi- og administrationsleder Torben Hesselbjerg. Sammen med bestyrelsen knoklede vi for at finde løsningsmodeller gennem de sidste måneders kolossale udfordringer”, fortæller han.
Pakkerne har gjort udslaget.
“Selvom vi selvfølgelig får et betragteligt underskud i 2020, undgår vi at opsige medarbejdere. Det skyldes blandt andet et rigtig godt regnskabsår i 2019, hvor blandt andet genbrug sørgede for et solidt overskud. Men også besparelsesplanen “Tilbage på sporet” i 2018, hvor bestyrelsen fik trimmet organisationen, da de opsagde 4 medarbejdere”, fortæller han.
Men en af de vigtigste grunde til, Mission Afrika ikke må dreje nøglen om efter 108 år i Afrika, er dog også de to regeringspakker med udgiftskompensation og lønkompensation.
“Vi valgte allerede 20. marts at hjemsende alle medarbejder på lønkompensationsordning undtagen jeg selv, der var den eneste tilbage på arbejde for at holde kontoret på nødblus. Det gjorde vi for at sikre vores likviditet så hurtigt og godt som muligt. Vi lukkede alle kasser – desværre var vi nødt til også at lukke kassen for overførsler til Afrika, og det gjorde rigtig ondt,” understreger generalsekretæren.
“Det er jo vores venner i Syd. Dem afskærer man ikke bare sådan lige, men vi har været nødt til først og fremmest at sikre Mission Afrikas overlevelse. Og så snart vi fik et overblik med nogle retvisende prognoser fra økonomilederen, har vi nu åbnet for kassen og sendt rigtig mange penge sydpå igen, for at hjælpe vore partnere”, beretter Henrik Engelbrekt Reshauge.
“Vi har jo forpligtet os på hinanden! Men for at det kan fortsætte, har vi brug for nye og gamle givere i Danmark, der også vil forpligte sig på Mission Afrikas vision om, at gøre drømme til virkelighed“, fortæller han og opfordrer folk til at melde sig til giverkorpset.
“Vi har brug for en solid håndsrækning og medvandring af gode givere, for at kunne fortsætte”, opfordrer generalsekretæren.
Bristede drømme
Mission Afrika har søgt to puljer af nødhjælp gennem CISU – Civilsamfund og udvikling.
“Der var desværre rigtig mange ansøgere, så vi kom åbenbart langt ned i køen, og nåede slet ikke at få behandlet vores ansøgninger, før puljen var opbrugt”, fortæller generalsekretæren.
“Det gør rigtig ondt på vore partnere, der havde fået tændt et håb om at få hjælp, og på de medarbejdere ude og hjemme, der har brugt mange timer på at lave en ansøgning og et projekt. Det er svært at overbringe en sådan besked til venner i Afrika.
I stedet for at græde over det, har vi prøvet at være proaktive og starte en stor nødhjælpsindsamling til alle vore partnere, og håber så mange som muligt vil hjælpe med til at de bristede drømme alligevel kan blive til virkelighed, “slutter Henrik Engelbrekt Refshauge
Han er begyndt at indkalde medarbejderne 1-2 dage om ugen efter flere måneders hjemsendelse. Hovedkontoret på Diakonhøjskolen i Højbjerg i Århus Syd er igen på fulde omdrejninger fra 17. august.

Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær

”I Mission Afrika kan jeg være katalysator for at mennesker kan tage imod Kristus i den kontekst og kultur, der er deres.”