Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vi siger farvel til en dygtig medarbejder

Der skulle ske noget nyt. Det er grunden til, at udviklingskoordinator gennem fire år, Hanne Hauge, har skiftet Mission Afrika ud med Mødrehjælpen. Hendes job bliver nu overtaget af en gammel kending i Mission Afrika.

En Hanne-rokade

Det er, hvad der nu kommer til at ske, når udviklingskoordinator Hanne Hauge fra den 1. juni ikke længere arbejder hos Mission Afrika. Hun har fået nyt job hos Mødrehjælpen og har således overdraget sit skrivebord og sine pligter til husets anden Hanne – Hanne Fornitz – der tidligere har været sekretær, men fremover skal være med til at udvikle og tænke nyt i Mission Afrikas genbrugsarbejde.

Rokaden blev tirsdag markeret med jordbærtærter og taler på sekretariatet i Aarhus.

Hanne Hauge kom til Mission Afrika for snart fire år siden. Hun blev i sin tid valgt mellem 200 kompetente ansøgere, hvor hendes erfaring inden for marketing skinnede særligt igennem. Tidligere har hun arbejdet for TDC Erhverv og Jensens Bøfhus, og som en veninde og kollega sagde til Hanne Hauge, da hun skrev under på kontrakten hos Mission Afrika:

”Nu har en af os da et job, der giver mening.”

Idérig og vellidt

Ja, skiftet fra det profitorienterede arbejdsmarked til en NGO med fokus på udviklingsarbejde har virkelig været noget, der har givet mening for Hanne Hauge. Bevidstheden om at hun har været med til at gøre en forskel for mennesker, der har brug for det – at når man køber en t-shirt i en genbrug, så støtter man et menneske et sted i verden. En-til-en! Det har ofte været en motivation for hende til at give den en ekstra skalle, siger hun selv.

Denne motivation har hendes kollegaer også nydt godt af. Ved det seneste genbrugsudvalgsmøde fremlagde hun en idé om, at der som reklame for en ny genbrugsbutik i Grenaa skulle deles poser med logo ud til husstandene i området. På den måde kunne man lokke interesserede til at fylde en pose med tøj, som de kunne tage ned til butikken til informationsdagen, mente hun. Og det påfund var intet mindre end ”genialt,” lød det rundt om bordet, da hun forklarede sin idé.

Samme opfattelse af hendes gåpåmod har mødt hende, når hun har lagt vejen forbi nogle af Mission Afrikas 75 genbrugsbutikker. Selvom hun har haft travlt på kontoret, har hun alligevel formået at komme ud i butikkerne, hvor de frivillige har så godt som altid mødt hende med et smil og en varm velkomst.

Flere mennesker, mere kontakt

Det er netop behovet for denne menneskelige kontakt, der har været med til at hjælpe skiftet til Mødrehjælpen på, siger hun. I sit nye arbejde skal Hanne Hauge også arbejde med genbrug, hvilket altid har været en lidenskab for hende. Siden hun var teenager, har hun handlet tøj og ting i genbrugsbutikker og været bevidst om, at ”recycling” var vejen frem.

Nu glæder hun sig til at tage sine erfaringer og gåpåmod videre til en ny arbejdsplads. For som hun siger, så er hun bedst til at tænke nyt, når arbejdet ikke bare er rutine. Og man skal kunne tænke nyt, når man skal være udvikler.

Og det kan den nye Hanne heldigvis også, mener Hanne Hauge, der er tryg ved at overlade sit arbejde til en, som hun ved, brænder lige så meget for genbrug som hende selv.

“Jeg har sådan gået og glædet mig, siden valget faldt på mig. Jeg ser frem til at være med til at udvikle og samarbejde med de 75 butikker og over 2300 frivillige, der er i genbrugsarbejdet,” siger Hanne Fornitz.

Hanne Fornitz er tiltrådt som genbrugsudvikler fra den 1. juni og vil over en periode overdrage sine tidligere pligter til en ny sekretær. Om hun også hedder Hanne vil blive offentliggjort snarrest.  

Philip Christoffersen
Journalist

Philip er barselsvikar for Anne Sofie Bitsch frem til sommeren 2017