Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Viborg Stift går i brechen for Nigeriakirke

Omkring 380 kristne fra luthersk kirke blev dræbt ved nomadehyrders angreb på landsbyer. Biskop Henrik Stubkjær opfordrer kirker i Viborg Stift til at bede for og støtte kirkens nødhjælp til de fordrevne.

Viborg Stift går i brechen for Nigeriakirke

Hundredvis af mennesker blev dræbt, da nomadehyrder midt i juli angreb en række landsbyer i Nigeria i en strid om jordbesiddelser. Omkring 380 af de dræbte tilhørte Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, som blev etableret og fortsat støttes af Mission Afrika.

Biskop: De skal mærke vores opbakning
Viborg Stift går nu i brechen for Kristi Lutherske Kirke, som stiftet har samarbejdet med i mange år, bl.a. ved at udsende missionærer og volontører.

– Når brødre og søstre lider, er det vigtigt, at de mærker vores opbakning: at vi tænker på dem og hjælper dem, så godt vi kan. Vi er jo en del af samme globale kirke, siger biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær.

Han opfordrer sognekirker i stiftet til at bakke op ved at ”tænke på dem i kirkebønnen og overveje at indsamle en kollekt til nødhjælp”.

Og det er der brug for.

Kirken hjælper tusindvis af fordrevne
Tusindvis af bønder flygter fra deres landsbyer, mange er sårede, og flere hundrede hjem er brændt ned eller plyndret. De fordrevne samler sig i skoler og kirker, hvor kirkens medarbejdere hjælper alt, hvad de kan.

Mange af kirkens medlemmer tager fordrevne ind i deres husholdning og får derved dobbelt så mange munde at mætte. Kirken støtter disse familier, men der er hårdt brug for en ekstra saltvandsindsprøjtning.

I et brev, som er på vej til alle stiftets sogne, opfordres kirkerne til at bede og samle ind og får endda et oplæg til tekster, der kan benyttes i bøn og opfordring. Pengene sendes hurtigst muligt til kirken i Nigeria via Mission Afrika.

Lutheranere kræver, at regeringen griber ind
Kristi Lutherske Kirke i Nigeria får også opbakning fra Det Lutherske Verdensforbund, hvor biskop Henrik Stubkjær sidder med i bestyrelsen.

– Sammen med alle lutherske kirker i verden har vi udtalt en solidaritetserklæring, hvor vi opfordrer myndighederne i Nigeria til at gribe ind og beskytte det kristne mindretal, fortæller Henrik Stubkjær.

Erklæringen udtrykker dyb bekymring over, at angriberne ifølge vidneudsagn er tungt bevæbnede, og lader deres terror gå ud over kvinder og børn og helligsteder.

Det Lutherske Verdensforbund opfordrer den nigerianske regering til at ”efterforske de nylige angreb og stille de skyldige til ansvar… og stoppe spredning af våben i civilbefolkningen, herunder Fulani-hyrderne.” Forbundet opfordrer endvidere regeringen til at “iværksætte en omfattende fredsproces ledet af religiøse ledere og traditionelle ældste til at tage fat på de underliggende årsager til konflikten…”

De indsamlede midler kan sendes direkte til Mission Afrika via kontonummeret: 5061-1060018 (Jyske Bank) eller via MobilePay: 2488 1340. Mærk indbetalingen: ”Projekt 3019 – Nødhjælp.”

Støt Projekt 3019: Nødhjælp nu