Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Volontører inspireres af afrikanernes tro

Troen er en del af hverdagen i Cameroun. Det samme er fattigdommen, fortæller Cecilie og Signe, der er provstivolontører udsendt af Mission Afrika.

Volontører inspireres af afrikanernes tro

Cecilie Nygaard og Signe Togsverd er udsendt som volontører til Cameroun for at undervise på skoler, hjælpe til på drengehjem og – ikke mindst – selv opleve Afrika helt tæt på.

De rejste ud først i september og kommer hjem i starten af december.

Det er ikke unaturligt at synge en lovsang eller at tage en snak om Gud. Det er inspirerende at opleve…

Cecilie Nygaard og Signe Togsverd

Snakker og synger om Gud
Og de har lært meget af afrikanerne:

– Tro er meget fremme i deres bevidsthed og en meget naturlig del af hverdagen hernede. Det er ikke unaturligt at synge en lovsang eller at tage en snak om Gud. Det er inspirerende at opleve, og det giver os lyst til at læse mere i Bibelen, fortæller Cecilie og Signe på en mail.

De har oprettet en blog, hvor man kan følge med i, hvad de laver og lærer uge for uge.

Gadens perler
Cecilie Nygaard og Signe Togsverd er udsendt som volontører af Struer, Holstebro og Lemvig provstier i tæt samarbejde med Mission Afrika til Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun.

Pigerne befinder sig i Garoua, hvor de underviser i den lokale grundskole, på et gymnasium og hjælper til på et drengehjem for børn, der tidligere måtte leve på gaden. Pearls of the Street giver drengene husly og mad og sørger for, at de kan komme i skole.

I Cameroun er normen, at man ikke helt har nok mad. Og det er altså ikke kun noget man ser blandt de fattigste…

Cecilie Nygaard og Signe Togsverd

Ikke mad nok
At være volontør i Afrika sætter livet i perspektiv, og Cecilie og Signe har især lagt mærke til, hvor fattige mennesker i Cameroun er i forhold til os herhjemme:

– Vi har rigtig meget og kan hele tiden selv bestemme, hvad vi gerne vil have at spise. I Cameroun er normen, at man ikke helt har nok mad. Og det er altså ikke kun noget man ser blandt de fattigste i landet. Det gør at vi bliver mere bevidste om det privilegium det er ikke at skulle bekymre sig, om der kommer mad på bordet, siger de to volontører.

Følg dem på bloggen her.