Dagbog fra Senegal
Den 20. februar 2026 rejste Henning Bech-Larsen (også kaldet AC) til Senegal med Mission Afrika. Her får du indblik i hans dagbog fra rejsen. Læn dig tilbage og nyd turen sammen med AC.
Klik ind på dagene eller scroll ned og læs hele rejseberetningen fra ende til anden.
Fredag: Med fly fra København til Dakar
Om det var værelsets kølighed, den tykke hovedpude eller bare spændingen over at skulle gense Afrika efter 15 års fravær, kan jeg ikke rigtig sige. Men fakta var, at jeg vågnede længe før vækkeuret efter en urolig nat på Best Western hotellet i Kastrup.
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg ville tage første tog fra Kolding, og så slutte mig til de andre i lufthavnen, men eftersom Kong Vinter stadig fastholdt sit greb i naturen, så var mit sindelag skiftet fra at være optimistisk mht. DSB’s evne til at overholde køreplanen, til at jeg kunne betegne mig selv som “lidet-troende”.
Det kostede mig en “hund” (for min orange-billet kunne ikke refunderes), men de penge var givet godt ud.
Ellers var det en meget traditionel rejse med fly til Madrid og videre derfra til Dakar. Vi fik hverken vådt eller tørt fra København til Madrid, men heldigvis er Madrid lufthavn en rigtig, rigtig stor en af slagsen med mange små caféer. Jeg fik macaroni med ost.
Flyveturen til Dakar var fin, og inden jeg så mig om, var vi fremme. Efter en times kørsel var vi ved hotellet, hvor vi blev indkvarteret. Billedet herover er fra aftensmaden på hotellet den første aften. Det er mig, der sidder på højre langside i midten.
Jeg nåede at observere et par små kakerlakker på værelset, inden jeg gik til køjs.
Lørdag: Door of no return
Da jeg stod op, viste det sig, at kakerlakkens storebror også var på besøg. Jeg smækkede ham med en badesandal, og så var der ro.
Efter en sparsommelig morgenmad i restauranten (lidt yoghurt og et par stykker franskbrød), var vi klar til at køre.
Vi skulle ud til slavefortet på øen Goree, hvorfra over en million slaver blev sejlet til Amerika over Atlanterhavet. Her fik vi en guidet rundtur, hvor vi så, hvordan man havde håndteret de mange slaver, som skulle sælges/sendes videre. Det var meget barske fortællinger, vi måtte lægge ører til, og ganske utroligt hvad de er blevet budt af lidelser af hvide europæere. Tænk at man opdelte mænd, kvinder og børn fra samme familie, og senere udskibede dem til forskellige lande.
Der var mange informationer, som kom bag på mig. Tankevækkende at disse aktører alle var kristne.
Ikke et opmuntrende besøg, men nødvendigt når vi nu er på disse kanter.
Især “Door of no return” gjorde et stort indtryk! Den smalle dør symboliserer det endelige farvel til Afrika for de mange afrikanske slaver, der blev sejlet over Atlanten, for aldrig at vende hjem igen.
Efter besøget på La Isla de Goree var der tid til afslapning. Jeg mødtes med Louise, og vi prøvede om det var muligt at få en dukkert i bølgerne ud fra hotellet. Vi blev enige om, at det var for beskidt til, at vi ville ud i vandet, men sandheden var nok mere, at vandet var for koldt til at vi havde lyst til at dyppe os. Derfor blev det en tur i hotellets swimmingpool, hvor vi fik en god svømmetur.
Senere mødtes vi med de andre på hotellets terasse til aftensmad. Vi fik en rigtig lækker paella med kylling og muslinger. Vi var enige om, at det smagte godt, og så var det tid til at gå tidligt i seng.
Søndag: Til gudstjeneste i husmenighed
Vi kunne sove lidt længere i dag, fordi vi skulle til gudstjeneste i en lille husmenighed kun cirka tre kvarters kørsel herfra. Vi var blevet advaret om, at der nok ikke ville være mange i kirke, men overraskende nok var der en hel del – vel sagtens godt 20, hvoraf de fleste var unge eller børn. Vi havde en dejlig gudstjeneste, hvor flere deltog med indslag i form af bibellæsning eller deltagelse i lovsange. En rigtig dejlig gudstjeneste med en god prædiken. Sidst i gudstjenesten fik jeg lov til at sige et par ord med en hilsen fra Mission Afrika. Jeg fortalte om, at Jesus er verdens lys, og at vi er verdens lys.
Efter gudstjenesten kørte vi hjem til Souley Manou, hvor vi fik god information om hans arbejde som missionær i Senegal. Der var også lejlighed til at stille en række spørgsmål til arbejdet.
Souley Manous kone Rahilou stillede sig også til rådighed og svarede på spørgsmål om hendes arbejde. Hun viste blandt andet nogle produkter, som hun selv fremstiller, og som hun lærer andre i lokalsamfundet at fremstille. Alt sammen produkter som har til formål at skaffe en mindre indtægt, men også at skabe kontakt til lokalbefolkningen, for bedre at kunne være kirke for dem. Efter et dejligt måltid mad kørte vi hjem til hotellet, hvor vi var fremme ved aftensmadstid.
I dag var det Dorrits fødselsdag. Hun blev 76 år gammel. Vi fejrede hende med fødselsdagssang ved morgenmaden og til aftensmaden fik hun en dessert i fødselsdagsgave.
Efter aftensmaden fik jeg en god snak med Ejner. Vi har meget tilfælles.
Vi glæder os til en ny dag i morgen og håber og beder om, at vi kan få en god nat med søvn og hvile.
Mandag: En hel fisk på en tallerken
I dag havde vi ikke så travlt med at komme ud af fjerene. Igen i dag fik vi en dejlig morgenmad med omelet. Så kørte vi i bilen – eller skal vi sige bussen – ud til det Community Center, som Phillipe er leder af. Centeret ejes af den lutherske kirke, men en del af medarbejderne er muslimer, andre er kristne.
Vi fik en rundvisning, hvor vi så et stort mødelokale, som de låner eller lejer ud til lokale aktiviteter. Det er det eneste store mødelokale der findes i området. Vi besøgte en gruppe kvinder, som tager ud i lokalområdet for at fortælle om familieplanlægning. Vi besøgte deres bibliotek, som er et af de største i Dakar. Et bibliotek hvor man kan komme og låne bøger eller sidde på bibliotekets læsesal.
Udenfor var der en stor basketballbane. Den bliver flittigt brugt og har faktisk skabt flere professionelle basketballspillere. Banen bliver også brugt til nationale kampe. De har også dygtige trænere, som kommer og giver folk de faglige kvaliteter, der skal til, for at blive dygtige basketballspillere.
Vi så deres IT-afdeling. Her var et klasserum, hvor man fik undervisning i IT. De får en basisviden, som kvalificerer dem til at arbejde i en almindelig virksomhed. I en anden afdeling får de undervisning i det tekniske omkring computere, så de også her kan starte op som selvstændige og få et levebrød ud af det. Vi var også nede i afdelingen som havde med mikrolån at gøre.
Det var en god oplevelse at se, hvordan man rækker ud til lokalsamfundet og hvordan man også på den måde kan være med til at skabe plads for, at kirken er til stede.
Senere på dagen kørte vi ud til kysten, hvor vi spiste på en lækker restaurant med udsigt til vandet. Jeg fik gambas med kokossovs, det smagte bare så lækkert. Der var nogen, der fik en hel fisk på deres tallerken og andre valgte en burger.
Inden vi tog derfra, var jeg lige nede og dyppe tæerne i det friske havvand, det var dejlig køligt men ikke for koldt.
Dagens sidste programpunkt var et besøg hos Afrikas største statue. Det var en oplevelse, som dog kunne have været større, hvis det havde været åbent, så vi kunne komme ind i statuen og kigge ud af vinduerne, men på grund af ramadan lukkede de før tid.
Tilbage på hotellet forsøger vi at få lidt søvn inden aftensmaden. I morgen skal vi tidligt op og køre 500 km. Jeg har lovet at fortælle en lille historie til andagten i aften. Det handler om mit møde med jernkorset på caminoen. Jeg håber, de andre bliver glade for andagten.
Tirsdag: Store rejsedag
Vi kørte forbi lufthavnen, gennem industriområde og andet urbant område. Undervejs så vi vejarbejde, hvor man bl.a. bygger motorvej. Vi så også flere fulanere og nært beslægtede etniske grupper, som lever i området, hvor de passer deres dyr. De er mobile og vandrer fra sted til sted afhængig af, hvor der er føde til dyrene. Vi blev stoppet ved en del road blocks, hvor politiet kontrollerede chaufførens og bilens papirer. Nok mest for at få lidt penge. Jeg tror, vi betalte en enkelt gang. De andre gange var det nok at vi havde en gudsmand med (Souley Manou).
Det blev en laaaaang køretur og vi var først fremme kl. 17.30. Efter en kort udpakning gik jeg ned til poolen, hvor jeg fik en svømmetur og en kold øl. Vi tilbragte aftenen sammen på hotellet, hvor vi spiste og hyggede os.
Onsdag: Løg, salat, chili og mango
Vi kunne sove lidt længere i dag, for vi skulle ikke køre mere end 250 km. Vi mødtes med missionær Djong Nowa, og så kørte vi hen til en have, hvor forskellige grupper af kvinder har fået tildelt et stykke jord. Kvinderne går sammen om at dyrke jorden, og her har de grøntsager såsom løg og salat og chili og der er også en del mangotræer og andre frugttræer. Kvinderne får et lille økonomisk udbytte af dette arbejde, og det bidrager på den måde til deres personlige økonomi.
Det var en rigtig god oplevelse at se de forskellige kvinder arbejde sammen om at udnytte jorden. Det var godt at se, at der var et solcelleanlæg, som pumpede vand op i vandforsyningen, som så kunne fordele vandet til de forskellige områder i haven. På grund af ramadan var der ikke så mange kvinder i haven, men der var vel en ti stykker, som havde forskellige opgaver. De havde gang i at plante løg ud, så det er spændende at se, hvad de får ud af det.
Da vi kørte fra haven, kom vi ind i et område, hvor en ung mand havde slået sig ned med sin familie, og for egen regning købt jord, for at lave sin egen store have med bananpalmer. Han har også bygget en interimistisk kirke af bambus og blade, og her samler han omkring 20 til gudstjeneste hver søndag. Hvor var det dejligt at se sådan en ung mand, der bare har solgt sine ejendele og slået sig ned i et område væk fra alfarvej, for at lave mission der og bygge en kirke.
Vi kørte derfra og inden længe kom vi til et naturreservat. Der var ikke mange dyr at se, men vi så et par aber som løb over vejen, og da vi gjorde holdt ved et stoppested så vi også en del vortesvin, som holdt til der. Vi havde købt nogle bananer, som vi fodrede svinene med og det var de vist glade for.
Da vi ankom til vores hotel var resten af eftermiddagen til egen disposition. Jeg benyttede muligheden til bare at slappe af i en liggestol og svømme en tur i poolen. Aftenen sluttede vi af i spisesalen. Endnu en hyggelig aften omkring bordet med mange gode snakke omkring de ting, som vi hver især havde observeret. Middagen sluttede af med at vi fik nogle mango, som Thore havde købt på vejen.
Vi glæder os til i morgen, hvor vi skal rundt og se noget af missionsarbejdet. Vi skal også hjem og besøge Djong Nowa og hans familie. Inden vi skiltes havde vi en god snak med Thore om arbejdet herude og i Mali. Det er tankevækkende, at der ikke er mere end en times kørsel til Mali herfra. Og at der er så kort vej til de områder, hvor islamisk stat råder.
Torsdag: Gæstfrihed og fællesskab
I dag skulle vi ud til Senegals højeste vandfald, som var en times kørsel på vaskebræt-vej og en nogenlunde ligeså lang vandring over stok og sten. Det gik op og op og op.
Undervejs så vi mange kvinder, som havde gang i vasketøjet. Det var vandet fra vandfaldet, som blev brugt til at vaske i. De bankede tøjet ned på klippen og hængte det derefter til tørre på grenene. Det var tydeligt, at kvinderne havde et godt fællesskab, mens de ordnede vasketøjet.
Vandfaldet var ikke noget særligt (men jeg har jo også set Victoria-vandfaldet og Niagara falls). Heldigvis kom ingen til skade ved de store, løse sten.
Hos Djong Nowa og Justine spiste vi dejlig mad, som Justine havde lavet. Efter maden fortalte de om deres arbejde. Det var tydeligt, at Gud har virket gennem deres arbejde. Men det har også været hårdt at skulle flytte så mange gange. Det var hårdt at skulle undvære børnene som var i Dakar, Barmako og Cameroun. At være missionær har en stor pris, men lydighed i kaldet er også en velsignelse, når der sker store ting.
Jeg bragte en hilsen fra Mission Afrika og derefter fulgte en emotionel del, hvor mange fældede en tåre. Vi mærkede Guds ånds tilstedeværelse og følte os tæt forbundne. Efter en bedestund takkede vi for gæstfriheden og fællesskabet.
Tilbage på hotellet var vi alle godt trætte, men også dybt rørte over det, vi havde været en del af.
Det blev en herlig aften med middag ved poolen. Jeg gik til køjs inden midnat, men kunne ikke falde i søvn.
En god afslutning
De sidste dage i Senegal gik med transport (vi så flere vortesvin og aber), en tur på markedet hvor jeg købte to poser rød hibiscus og et besøg hos kirkepræsidenten, som fortalte om den lutherske kirke og deres planer om at missionere langs hovedvejen. Vi så også den nye katedral, som de er i gang med at bygge, hvor vi har sponsoreret to vinduer. Det blev også til en bonusdag med et slag golf på Afrikas vestligste punkt.
På billedet herunder ses boden med hibiscus.
