Fredsarbejde i Cameroun udvides
Af Joseph Meijs
At skabe fred i konfliktområder kræver tid, tålmodighed og vedholdenhed. I partnerskab med Mission Afrika har Den Lutherske Brødrekirke i Camerouns udviklingsafdeling, EFLC-CAPDI, i flere år arbejdet i Mayo-Sava-området i det nordlige Cameroun.
Regionen er stærkt præget af angreb fra Boko Haram, hvilket skaber en kultur af utryghed og frygt og påvirker sameksistensen mellem kristne og muslimer negativt.
Gennem et projekt finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), er der de seneste år dannet 16 fredskomiteer, der spiller en vigtig rolle for fred og forsoning. Disse komiteer fokuserer særligt på at skabe håb for fremtiden og styrke den sociale sammenhængskraft.
Nyt projekt: Peace Pleace
Det er tydeligt at CAPDIs aktiviteter har gjort en reel forskel. I dag mødes forskellige etniske og religiøse grupper i Mayo-Sava-området på tværs af skel.
Der er dog stadig meget at gøre, og derfor udvider CAPDI og Mission Afrika nu samarbejdet til et større område med særligt fokus på tros- og religionsfrihed.
Sammen ønsker vi at styrke fredskomiteerne yderligere og etablere nye platforme for dialog og forståelse, så fremgangen i arbejdet med at skabe fredelig sameksistens kan fastholdes.
Denne udvidelse af arbejdet er samlet i projektet ‘Peace Please’, der er finansieret af en pulje under CKU til fremme af tros- og religionsfrihed.
Glæde i arbejdet
I marts besøgte jeg projektmedarbejderne i Cameroun, der driver denne indsats. Man kunne tro, at de ville være udmattede efter mange års tålmodigt og vedholdende arbejde, men tværtimod var de fyldt med motivation og engagement.
Det var utroligt opmuntrende at mærke deres glæde og engagement i arbejdet for fredelig sameksistens og tros- og religionsfrihed i et område, hvor begge disse ting er voldsomt under pres.
