Kirken i Nigeria hjælper lokalbefolkningen igennem krisetider

I september 2024 rejste Joseph Meijs og Thore Eklund til Nigeria på vegne af Mission Afrika. Hovedformålet med turen var at styrke den vigtige relation med kirken i Nigeria og sikre både kapacitet og fælles forståelse i forhold til de projekter og aktiviteter, som Mission Afrika samarbejder med kirken i Nigeria om. 

Joseph Meijs, Projektøkonom og en del af det internationale team i Mission Afrika

Her kan du læse om Joseph Meijs indtryk fra turen:

“Da jeg ankom til Adamawa i Nigeria, var jeg nysgerrig efter at se, hvordan det seneste års vejrsituation har påvirket landbruget. De sidste to år har været hårde for høsten, og i år kom regntiden sent, med store mængder vand på kort tid. Det betød, at landbrugsproduktionen ved flodområderne gik tabt på grund af oversvømmelser, mens markerne længere væk fra floden ser bedre ud.  

Men selvom høsten samlet set forhåbentlig bliver bedre i år, lider lokalbefolkningen stadig under konsekvenserne ved de magre år og den fortsatte ustabilitet i regionen. Flere og flere husholdninger kæmper for at overleve, og det er både globale og regionale økonomiske faktorer, der påvirker og forværrer situationen. Fødevarepriserne stiger ugentligt (nogle varer har tredoblet prisen på kun to år), hvilket gør det svært for folk at sikre den daglige mad. Nogle fædre vælger simpelthen at forlade deres familier, da de ikke længere kan forsørge dem. 

At situationen er meget skrøbelig, viste sig kun få dage efter, at jeg kom hjem fra Nigeria. Store oversvømmelser længere mod nord resulterede i ødelæggelse af over en million hektar landbrugsmarker og en million mennesker på flugt fra situationen. Og det er oveni de flere millioner flygtninge, internt fordrevne og mennesker med ekstrem sult, som allerede findes. 

I denne ustabile tid kommer Den Lutherske Kirke i Nigeria med tydelige budskaber til unge og voksne, om at holde fast i god moral og arbejdsmentalitet og ikke vælge kriminalitetens vej. At sørge for hinanden og holde fast i, at Gud altid er nær. Men kirken gør mere end at bringe vigtige budskaber. Det er især i svære perioder, at kirken genkendes for sine diakonale gerninger, hvor mennesker, kristne eller ej, bliver set og plejet.  

Dog står kirken selv overfor store økonomiske udfordringer med stigende omkostninger og faldende indtægter. Begrænsede midler giver begrænsede muligheder. Men Den Lutherske Kirke i Nigeria viser et højt engagement i forhold til holistisk mission. Problemerne gør dem ikke magtesløse, men udfordrer dem til at finde nye løsninger. Og Mission Afrika står sammen med dem og støtter dem i deres arbejde. 

Det var derfor med stor glæde, at jeg mødte biskopper, præster og lægfolk og at jeg så, hvad Den Lutherske Kirke betyder for Nigeria. I kraft af mit arbejde, er mit fokus ofte på udfordringer og mangler, og samarbejdet med kirken om at finde løsninger og forbedringer. Men helt personligt blev jeg meget opmuntret over at se alt, hvad kirken allerede har gjort og især det aftryk kirken sætter i svære omstændigheder som disse.” 

LÆS FLERE ARTIKLER