Mindeord: Emma Stenbjerg Kristensen
10.05.1935 – 06.12.2025

Emma Stenbjerg Kristensen er død i en alder af 90 år.
Hun efterlader sig Kauna og 3 børnebørn.
Det var helt tydeligt, at Emma var i en højere sags tjeneste. Hun var uddannet sygeplejerske, diakonisse fra Diakonissestiftelsen og ergoterapeut. Hun rejste til Nigeria i 1972 for Sudanmissionen, og blev af den Lutherske kirke placeret i Gurinati, her var hun den første missionær og der blev bygget en klinik. Den første udfordring var en stor gruppe flygtninge fra Chad, som hun måtte skaffe mad og medicinsk hjælp til. Derefter kom hun i gang med primær sundhedsarbejde i Vere stammen, hvor hun arbejdede sammen med præsten Yohanna om at bringe lys og lægedom til befolkningen.
Hun gik også i gang med et banebrydende arbejde blandt døve med undervisning og fællesskab til denne marginaliserede gruppe i samfundet.
I 1988 rejste hun sammen med Kauna, som er Verepige, tilbage til Danmark, hvor hun slog sig ned i Hjørring i nærheden af sine søskende.
Her startede hun en sprogcafe. Her har hun undervist talrige flygtninge i dansk og hjulpet dem til at finde fodfæste i det danske samfund.
Emma var et rigt udrustet menneske med et lyst sind som spredte glæde omkring sig og det var altid en berigelse at besøge hende.
Emma måtte i sine sidste år leve med mange fysiske begrænsninger, men her kom hendes uddannelse som ergoterapeut hende til gode ved, at hun fandt på mange kreative måder at klare sig på.
Mentalt var hun med til det sidste.
Hun så frem til det evige liv på den anden side af døden.
Æret være Emmas minde!
Kirsten Højgaard, tidligere missionær i Sudanmissionen fra 1984 til 2001