Søren Simon Jørgen Christian Hempel
18.11.1929 – 08.09.2025
Tidl. missionær i Nigeria, Simon Hempel er afgået ved døden 95 år gammel.

Simon Hempel. Født 18-11-1929
Simon Hempel, der var uddannet læge, blev antaget i en moden alder sammen med sin kone, Edel, der ligeledes var læge. Simon rejste først til Nigeria i april 1985, og et halvt år senere kom hans kone derud. De førte begge tilsyn med Kristi Lutherske Kirkes poliklinikker (sundhedsklinikker) og i spedalskhedslejren uden for Numan.
De var begge to meget glade for deres tilværelse i Nigeria, men grundet problemer med opholdstilladelse blev de nødt til at rejse hjem allerede i maj 1986. De havde håbet på, at de nigerianske myndigheder ville give dem tilladelse til at rejse ud igen. Men Simon Hempel blev desværre syg, hvilket bevirkede, at de var afskåret fra at komme tilbage til Nigeria. Også for nigerianerne blev det en rig tid, for det fortælles, at folk flokkedes om hans hus for at få hjælp med deres sygdomme.
På trods af denne korte tid i Nigeria fik den så afgørende betydning for dem, at det satte sig så betydningsfulde spor, at de blev ved med at følge arbejdet derude så længe, det var muligt, og kræfterne slog til.
Simon Hempel mistede sin kone, Edel i januar i år, så et langt liv er med Simons død dermed afsluttet for dem begge to.
Æret være Simon Hempels minde!
Vagn Ove Høgild