PRAISE i Nigeria

Af Daniel Ostersen
Teologistuderende

Til kirkefest i kortærmet skjorte

Vi sidder sammen med en masse flot iklædte nigerianske præster. Solen bager, og jeg sidder i min kortærmede skjorte og fatter ikke, hvordan de her præster kan have så mange lag tøj på.

Grunden til den flotte klædedragter, at der er kirkefest – en jubilæumskonference for den Lutherske Kirke i Nigeria – og vi er så heldige at være inviteret med, hvilket var en kæmpe ære for en ung dansk fyr som mig.

This Little Light of Mine

Men selvom der var forskel på vores titler, var der ikke forskel på vores menneskelighed. Alle præsterne og biskopperne var både snaksaglige og imødekommende, og jeg fandt hurtigt mig selv snakke med Musa Panti Filibus – ærkebiskop for den Lutherske Kirke i Nigeria.

Vi snakkede og grinede, og kom til at tale om børnesange, fordi jeg spurgte, om der var noget for børn på den store konference.

Han sagde, at det var der ikke, men os unge fra Danmark kunne da lige synge den der ‘This Little Light of Mine’ foran alle, for den sang havde vi lige fundet ud af, at vi begge to kendte.

Scenen er sat – og vi er nervøse

Det skal siges, at den her konference var ret stor, med ca. lige så mange mennesker som på Smukfest i Danmark.

Jeg sagde: „Ja ja, det lyder da meget sjovt,” men blev ret skræmt over at skulle stå foran så mange.

Vi løb derefter febrilsk rundt og prøvede at få nogle til at oversætte ‘This Little Light of Mine’ til lokalsproget Hausa, så vi kunne have et es med i ærmet.

Der gik en lille time, og så stod vi på scenen foran alle, med vores pegefinger som vores ‘Little Light,’ og begyndte at synge sangen på engelsk.

Jubelråb og lys overalt

Nogle dansede lidt og sang med, og der var smil over hele femøren på alle dem, vi kunne se.

Så hev vi vores hemmelige trick frem og begyndte at synge sangen på Hausa.

Der lød et jubelråb fra hele pladsen, og alle sang og jublede, mens de tog deres pegefinger op for at lade deres lys skinne.

Og alle de mennesker, vi kunne se, skinnede – både i deres farverige klædedragter, men også i deres ansigter. Der var lys overalt.

Det tog jeg med hjem i hjertet

Det var en kæmpe oplevelse at mærke, at helt nede i Nigeria har man brødre og søstre – og man ønsker kun, at de kan få lov at skinne.
Og det var vildt at se og høre, at evangeliet kan få dem til at skinne dernede, ligesom det kan herhjemme.

Folk var virkelig imødekommende og gæstfrie – som besøgte man en bror eller søster.

Det var det vigtigste, jeg tog med mig hjem i hjertet: at vi må huske at tænke på vores brødre og søstre i andre lande og tage gæstfrit imod dem, hvis de nogensinde banker på.

Info

Daniel Ostersen er 24 år. Teologistuderende og kendt fra PRAISE.

Et initiativ han selv beskriver som ‘et event hvor unge uforpligtende møder op og synger begejstret musik inspireret af gospel’.

I februar 2025 kom Daniel lige med på et afbud til Nigeria, hvor han deltog i 100-års jubilæumsfesten for Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN).