Sådan engagerer vi unge i globalt udviklingsarbejde

En mandag midt i december summede Mission Afrikas genbrugscenter af aktivitet. 20 elever og 2 lærere fra Grejsdalens Efterskole var klar til en dag med teori og praktisk arbejde i en workshop om genbrug og cirkulær økonomi.

Efter en formiddag med undervisning om genanvendelighed, arbejdede efterskoleeleverne side om side med Mission Afrikas medarbejdere på lageret. Nogle fandt brugte skolemøbler, som blev sat i stand og gjort klar til brug, mens andre skrev til kommuner og virksomheder, for at indsamle brugbart inventar til donation.

Der blev også tid til at sortere genbrugstøj til elevernes egen genbrugsbutik på efterskolen.

Det er sjovt at hjælpe nogen, som virkelig har brug for det

To af vores hjemvendte volontører, Benjamin og Gustav, besøgte Grejsdalens Efterskole før workshopdagen, for at vise billeder og fortælle om de barske levevilkår for unge drenge i Nordcameroun. De fortalte også, at vi sender brugte skolemøbler og inventar til Cameroun, som blandt andet skal bruges på Den Lutherske Brødrekirkes hjem for gadedrenge.

Volontørernes oplevelser gjorde indtryk på flere af eleverne.

„Her blev jeg virkelig klar over, hvor stor en forskel det kan gøre at sende møbler og udstyr til dem, der har så lidt,” fortæller Miriam.

Ludvig, som hjalp med at klargøre møbler på lageret, tilføjer : „Altså, det er sjovt at hjælpe nogen, som virkelig har brug for det. At vælge ting ud og vide, at nogle får gavn af det i lang tid.”

Mads var med til at sortere tøj til skolens genbrugsbutik, som på elevernes eget initiativ skal samle penge ind til gadedrengehjemmet i Cameroun.

Er det særlig klimavenligt at transportere møbler til Afrika?

En dag med arbejdsomme og nysgerrige teenagere gav også anledning til fælles refleksion. Når vi sender genbrugsmøbler til Afrika, er det ikke helt uden dilemmaer. Den lange og omkostningstunge transport udgør en klimabelastning, men når møblerne kan leve længe og erstatte nyproduktion, kan det godt give mening.

Kvalitetsmøbler forbedrer boligforhold og levevilkår, og giver skolerne et bedre læringsmiljø. De gamle, klassiske skolemøbler er nemme at reparere og genanvende, fordi træ og metal kan skilles ad, og møblernes lange levetid kan i nogen grad opveje transportens CO2-aftryk.

Alligevel understreger Hanna Meilandt, som er international projektkoordinator i Mission Afrika, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at stille gode spørgsmål.

„Det bedste havde jo været, om danske skoler ikke skiftede møblerne ud, fordi de er slidte. Men når de nu gør det, så er det godt, at de kan anvendes et sted, hvor man ellers måtte undvære møbler eller nøjes med møbler af meget dårlig kvalitet,” forklarer Hanna, som også håber, at de danske skolemøbler kan inspirere til at prioritere kvaliteten højere, når der produceres møbler i Afrika.

Mødet med Mission Afrika satte tanker i gang

Vi siger tak for en god dag, hvor eleverne deltog aktivt i Mission Afrikas udviklingsarbejde i det globale syd. Det blev en dag med arbejde, læring og omtanke – og en dag, hvor forskellen kunne mærkes.

Miriam sætter ord på sin oplevelse : „At møde Mission Afrika har fået mig til at tænke over, at der er mange i verden, som ikke har det lige så godt som os. Det er ikke noget, man tænker så meget over, men det har jeg virkelig gjort i forbindelse med det her projekt.”

Næste skridt bliver at få indsamlet flere brugbare møbler, så vi kan få containeren fyldt helt op, inden den sendes afsted til Cameroun i foråret 2025.