Diakoni er ikke madding, man sætter på en fiskestang
Skribent: Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær i Mission Afrika
Lige siden Niels Brønnum med Bibelen i den ene hånd og lægetasken i den anden såede de første frø til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN), har diakonien spillet en helt central rolle i kirkens arbejde. Under mit sidste besøg i Nigeria tog jeg derfor en snak med ærkebiskoppen i LCCN, Musa Panti Filibus, om hans og kirkens syn på diakoni.
Generalsekretær Daniel Toft Jakobsen og ærkebiskop Musa Panti Filibus
Motivationen er Kristi kærlighed
Allerførst spurgte jeg ærkebiskoppen, hvordan han ville forklare, hvad diakoni er, hvis han talte med en person, der aldrig havde hørt ordet før.
”Diakoni er at tjene sine medmennesker på en måde, der er motiveret af Kristi kærlighed,” lød svaret.
For mig leder det tankerne hen på de ord, der i mange år har stået på forsiden af dette blad: Guds kærlighed i ord og handling.
Ordene – både ærkebiskoppens og dem fra forsiden af bladet – siger noget meget centralt om Mission Afrika og vores partnere.
Dels siger de noget om, hvad det er, vi gerne vil dele og række videre, og hvem kilden er: Guds kærlighed. Kristi kærlighed. Det er ikke noget, vi selv har skabt, præsteret eller opfundet, men derimod noget vi er blevet givet helt gratis.
Og dels siger de noget om, hvordan vi gerne vil dele og række dette glade budskab videre: Igennem både ord og handling. Bibelen og lægetasken. Forkyndelse og diakoni. Begge dele er vigtigt. Ikke mindst for LCCN.
Evangeliet skal både fortælles og leves
”Vi har altid forstået os selv som en kirke, der er kaldet til at være i mission, hvilket både handler om at forkynde evangeliet og om at udleve evangeliet i det samfund, vi er en del af,” fortæller ærkebiskoppen.
”Helt fra begyndelsen har LCCN været meget diakonale. Forkyndelsen af evangeliet har altid gået hånd i hånd med uddannelsesaktiviteter og sundhedsarbejde. Vi driver fortsat skoler og sundhedsklinikker. Vi har skaffet mikrofinansiering til iværksættere og arbejdet meget for udvikling af landbrug og adgang til rent vand i hele landet,” fortsætter han.
Da jeg på et tidspunkt i samtalen siger, at jeg finder det vældig interessant, hvordan kirkens forkyndelse og kirkens diakoni er forbundet med hinanden, afbryder ærkebiskoppen mig prompte:
”Forkyndelsen og diakonien er ikke blot forbundne. De er uadskillelige. Ligesom forkyndelsen, er diakonien også et konkret og praktisk udtryk for, hvad det vil sige at være kirke.”
Det kan jeg kun give ham ret i. Og igen får ærkebiskoppens ord mig til at tænke på en lignende formulering. Denne gang fra Mission Afrikas formålsparagraffer, som beskriver et holistisk missionssyn, hvor ord og handling er ligeværdige og uadskillelige.
Diakoni uden betingelser
Uadskilleligheden har ærkebiskoppen allerede været omkring, og ligeværdigheden kommer han helt naturligt også omkring, da han forklarer, at diakoni hverken kan eller må reduceres til et instrument for forkyndelsen:
”Diakoni er ikke madding, ligesom madding man sætter på en fiskestang for at fange fisk. Det er vigtigt, at der ikke er knyttet nogle betingelser til diakonien. Så når vi f.eks. deler nødhjælp ud, gør vi det ikke kun til lutheranere eller til kristne. Vi gør det til hvem som helst, der er i nød og har brug for hjælp. Jeg ville blive meget ked af det og utilfreds, hvis jeg hørte om en LCCN-menighed, der midt i en krise kun bekymrede sig om og delte nødhjælp ud til sine egne medlemmer og ikke andre. Sådan bør en luthersk kirke ikke gøre.” fortæller ærkebiskoppen.
Med den sidste sætning hentyder han til, at der er eksempler på andre kristne kirker i Nigeria, der har delt nødhjælp ud alene til egne medlemmer og trosfæller, hvilket ifølge ærkebiskoppen ikke var noget særlig godt kristent vidnesbyrd.
Samtidig med at diakonien for Musa Panti Filibus er et mål i sig selv og ikke blot et middel til at forkynde evangeliet, er han ikke blind for, at diakonale aktiviteter kan sætte sig spor i menneskers liv på flere forskellige måder:
”Vi ser ofte, at en diakonal handling kan lede til flere forskellige resultater på samme tid. Mennesker, der bliver hjulpet, og som måske netop derfor bliver inspireret til at hjælpe andre. Ikke fordi de bliver kristne, men fordi de bliver inspireret af den måde, de selv er blevet mødt på. Det er en god ting i sig selv. Og samtidig ser vi også, at diakonien kan gøre folk nysgerrige på at høre mere om det budskab, der ligger til grund for diakonien. På den måde kan diakonien medføre en mulighed for at forkynde evangeliet, præcis som forkyndelsen af evangeliet kan føre til diakonale handlinger.”