En gave fra kirken i syd til kirken i nord
Skribent: Louise Lund Kristensen, Cand. Mag. i diakoni og fundraiser i Mission Afrika
En kvinde rækker ham 500 naira. Det svarer til ca. 2 danske kroner. Hun er fattig, han er biskop. Beløbet er lille, men betydningen er stor.
“Det var som hvis en hjemløs i København gav dig 20 kroner,” siger biskop Dr. Peter Bertimaus fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. “I stedet for at du gav ham 1000.”
Biskop Dr. Peter Bertimaus fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria
Min samtale med biskop Peter har allerede taget en anderledes drejning, og jeg er spændt på, hvad vi kan lære af hinanden, når vi skal tale om diakoni i Nigeria og i Danmark.
Det starter i relationen
“Ingen er så rig, at han ikke kan modtage, og ingen er så fattig, at han ikke kan give.”
Ordene blev oprindeligt sagt af den tanzaniske biskop Josiah Kabira i 1970’erne. Det var også den vision, han bar med ind i Det Lutherske Verdensforbund, da han blev den første afrikanske præsident.
For biskop Peter er det ikke blot et smukt citat – det er en erfaring. I hans kirke er diakoni ikke et særskilt arbejdsområde. Det er selve kirkens måde at være til på. Det, der var udgangspunktet for Sudanmissionen – i dag Mission Afrika – “Bibelen og lægetasken” – hænger fortsat uløseligt sammen.
En måde at måle kirkens betydning på, siger Peter, er at spørge: Hvad ville mangle, hvis kirken blev fjernet? For ham er svaret klart: Sundhedsklinikker. Skoler. Sociale tilbud.
I hans stift bygger lokalsamfundet fx selv klinikkerne, mens kirken bidrager med udstyr og medicin. Ansvaret deles, for ingen kan løfte opgaven alene. På den måde supplerer lokalsamfund og kirke hinanden – de er afhængige af hinanden og har respekt for hinanden.
Jeg reflekter videre over det med den gensidige afhængighed. Vi kender den fra vores mellemmenneskelige relationer. Vi er noget i kraft af hinanden. Vi finder vores menneskelighed i forholdet til hinanden.
Når vi er i et hjælper- og modtagerforhold, som ofte gør sig gældende i diakonalt arbejde, vil hjælperen naturligt have noget, som modtageren ønsker - alt fra såsæd i en nødsituation til en invitation ind i et fællesskab.
Men når den, der har mindst, får lov at give, forrykkes magtbalancen. Det bliver tydeligt, at vi står overfor hinanden som ligeværdige mennesker – ikke som stærk og svag, men som mennesker med gensidige behov og samme værdi.
At give handler altså ikke først og fremmest om gavens størrelse, men om at blive set som én, der har noget at bringe. Når et menneske får lov at give, bekræftes dets værdighed. “Ingen må reduceres til kun at være modtager,” som Stephanie Dietrich, professor i diakonistudier, udtrykker det.
Der, hvor vi insisterer på, at vi er mennesker - at vi er sammen og vil hinanden - der begynder noget at forandre sig. Sociale, kulturelle og økonomiske skel mister deres betydning.
Det handler om at du rækker mig din hånd, og jeg tager imod den. I den bevægelse bekræfter vi hinandens menneskelighed.
Et globalt skifte – og en invitation
Biskop Peter reflekterer også over de mere end hundrede års mission, som Mission Afrika har bidraget til i Nigeria. “Vi har modtaget gennem hundrede år – gennem missionærer og frivillige. Og kirken er vokset.”
Men et spørgsmål presser sig på: “Hvordan kan vi give tilbage? Så vi ikke blot forbliver modtagere i denne relation?”
Kirkens tyngdepunkt bevæger sig i disse år fra nord til syd. I Nigeria vokser kirken. Der er en frimodighed i troen, en livskraft og en evangelisk glæde, som præger menighederne, og som de gerne vil dele med os i nord.
“Der er meget, vi kan give,” siger biskop Peter. “I spiritualitet, evangelisation og liv. Ikke som konkurrence, men som fællesskab.”
Jeg er helt med på, hvad han mener. Ønsket om at give tilbage er naturligt. Det er et ønske, vi alle kender. Gaven blev ikke givet, fordi giveren ønskede noget retur. Men modtageren sidder med en lyst til at give tilbage – måske netop for at genoprette oplevelsen af ligeværd i relationen.
Til sidst vender Biskop Peter tilbage til den lille gave fra den fattige kvinde. Han afviste ikke de 2 kroner. Han tog imod dem – med taknemmelighed. Ikke for pengenes skyld, men for relationens. For som han siger: “Det er i den gensidige bevægelse af at give og modtage, at vi forbliver kirke.”
Jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at biskop Peter har fat i den lange ende. Diakoni handler ikke kun om at hjælpe. Det handler om at modtage med ydmyghed og give med glæde.
Måske er netop denne erkendelse i sig selv en gave. En gave fra kirken i syd til kirken i nord.
Det er ikke et spørgsmål om, hvem der har mest, men om hvordan vi sammen kan være kirke.