Kan kirken i Afrika lære os noget om diakoni?
Skribent: Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær i Mission Afrika
”Diakoni er kirkens omsorg for medmennesket og en af kirkens kerneopgaver”, står der på folkekirkens hjemmeside. Og det er jo rigtigt. Diakoni er ikke en sekundær kirkelig aktivitet sådan lidt ude i periferien af, hvad det vil sige at være kirke. Nej, det er en kerneaktivitet, ligesom det er en kerneaktivitet at holde gudstjeneste og forkynde evangeliet.
Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær i Mission Afrika
Noget af det, der gør størst indtryk, når jeg besøger en af vores afrikanske partnerkirker, er netop deres diakonale arbejde. Både arbejdet i sig selv men også den centrale rolle og placering, som arbejdet har i kirken som helhed. I Afrika er man sjældent i tvivl om, at diakonien er en kirkelig kerneaktivitet.
Vel vidende at diakonien også spiller en central rolle i mange danske kirker, og at de folkekirkelige diakonale organisationer gør et formidabelt stykke arbejde, kan jeg alligevel godt blive i tvivl, om vi i Danmark har diakonien helt lige så meget inde i kernen af vores kirkeforståelse, som tilfældet er mange steder i Afrika.
Ærkebiskoppen i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN), Musa Panti Filibus, kalder forkyndelse og diakoni for ”uadskillelige” dele af kirkens arbejde samtidig med, at de begge er mål i sig selv og ikke blot instrumenter for hinanden. Men spørgsmålet er, om forkyndelsen og diakonien nogle gange herhjemme i Danmark bliver en lille smule for adskilt:
Motiverer kirkens forkyndelse i tilstrækkelig grad kirkens medlemmer til diakonalt arbejde? Det kan man nemlig godt gøre uden at rokke en tøddel ved, at det er Guds nåde, der frelser, og ikke menneskers handlinger eller gode gerninger.
Og omvendt: Er kirkens sociale arbejde nogle steder kommet lidt for meget på afstand af det kristne budskab om Guds kærlighed, der rækker helt ind i evigheden? Man kan godt kommunikere meget tydeligt, hvorfra det diakonale arbejde udspringer og fortælle dem, der er interesserede, om den kristne tro uden at rokke en tøddel ved, at der ikke er knyttet en eneste betingelse om bestemte religiøse overbevisninger eller deltagelse i bestemte kirkelige aktiviteter til den diakonale omsorg.
Jeg tror, at vi kan lære noget om diakoni af kirken i Afrika. Også selvom konteksten er en helt anden, og staten i Danmark løser mange af de opgaver, som kirkerne bidrager til i Afrika. Der er nemlig også i Danmark masser af sociale behov, som staten ikke kan (eller skal) løse, og masser af udsatte og marginaliserede grupper, som både har brug for omsorg, relationer, fortalere og måske også det at være en del af noget, der er større end en selv.
Mon ikke det i virkeligheden forholder sig sådan også i Danmark, at jo bedre kirken bliver til at arbejde holistisk med forkyndelse og diakoni som ligeværdige og uadskillelige dele af dens mission, des mere relevant vil den blive opfattet af sine omgivelser?