Mindeord: Hans Chr. Kallesø
Hans Christian Kallesø (08.08.1939-07.10.2023)
Tidl. sudanmissionær Hans Chr. Kallesø er afgået ved døden 84 år gammel efter flere års svagelighed.Hans Kallesø blev sammen med sin kone, Maren udsendt til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria i 1967. Hans havde fået uddannelse som diakon og sygeplejerske og fik på den første tur sit virke i hospitalsadministrationen på Numan Christian Hospital. Det indebar, at han havde ansvar for hospitalets regnskab og praktisk ansatte såsom murere, malere etc., når noget skulle repareres på hospitalet.
Da de kom tilbage til Nigeria efter hjemmeophold i 1970-71, var hospitalet blevet overgivet til regeringen. Efter dette kom flere sygeplejersker ud i kirkens distrikt at arbejde. Det gjorde Hans og familien dermed også og blev stationsmissionærer i det ret afsides og primitive Ga'anda. Det var en stor omvæltning for dem, og de skriver i breve hjem, at det var meget anderledes end at være i Numan, så det har været hårdt. De havde tillige 3 små børn, hvor der var langt til lægehjælp, hvis de blev syge. Ud over at Hans kunne udøve sin sygeplejefunktion, skulle en stationsmissionær også være en slags leder for evangelisterne i området, være sparringspartner med den ene præst, der var på stedet, være byggemand, når der var brug for det, køre folk til hospital i krisesituationer, være vært for utallige, der kom til døren af mange forskellige årsager og fungere i mange, mange andre situationer. Og dengang var man nærmest lukket inde i Ga'anda i regntiden, fordi man ikke kunne forcere de rivende floder, der fyldtes med mere og mere regnvand.De besluttede at blive hjemme i 1973 efter deres anden tur og lagde ikke skjul på, at der var en del vanskeligheder i det medicinske arbejde. Og når de gav udtryk for det, har det ikke været nemt, for man skal lede længe efter et mere tålmodigt og viljestærkt menneske end Hans. Han satte sig selv til side for, at sagen kunne fremmes mest muligt.Hans Kallesø og Maren fulgte trofast Mission Afrikas arbejde så længe, kræfterne slog til. De var med til årsmøde 2023, altså kun en måned før Hans døde. I Hans’ dødsannonce stod der: ”Med nåde kommer min Gud mig i møde.” Det er det, vi har lov til at håbe på!Æret være Hans Chr. Kallesøs minde!Vagn Ove Høgild
