Fra håbløshed til handlekraft

Abba Daniel viser rundt i sin frugtplantage, som er etableret gennem mikrolån.

I det nordlige Cameroun ligger Mora – en by præget af årtiers kriser. Konflikten med Boko Haram har sat dybe spor i lokalsamfundet, hvor arbejdsløshed og hårde vilkår længe har drevet unge i armene på ekstremistiske grupper.  

Midt i krisen blev en farverig ungdomskonference et stærkt glimt af håb! 

Det er muligt!  

“Un jeune, une activité – c’est possible!” (Én ung, én aktivitet - det er muligt!) var temaet for ungdomskonferencen, som satte fokus på ungdomsarbejdsløshed og iværksætteri.  

I løbet af fire dage deltog over 2.000 besøgende og 50 unge udstillere. Seks lokale ministerier og en række virksomheder deltog med oplæg og rådgivning, mens lokale unge fra forskellige baggrunde og trosretninger præsenterede deres projekter og iværksætteridéer til inspiration for hinanden. 

Konferencen er støttet af Mission Afrika, men ellers planlagt og afviklet af den Lutherske Brødrekirkes udviklingsafdeling i forbindelse med et større anti-radikaliseringsprojekt.  

Startkapital til de bedste projekter 

Resultatet af konferencen var håndgribeligt: Fem unge iværksættere har nu en reel mulighed for at realisere deres drømme. Og endnu vigtigere – over 1200 unge blev bevidste om deres potentiale og betydning for samfundet.  

Som en ekstra motivation blev der uddelt startkapital på ca. 2.000 kr. til de bedste projekter. Blandt dem var projekter indenfor økologisk landbrug, udvinding af jordnøddeolie og isproduktion.  

En af de mest lovende deltagere blev desuden udpeget til at deltage i en lignende konference på nationalt niveau – en sjælden mulighed for unge så langt fra hovedstaden.   

Over 300 unge iværksættere hjælpes videre 

Ungdomskonferencen var en del af en bredere indsats for fred og antiradikalisering i det nordlige Cameroun, finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU). Indsatsen har blandt andet ført til oprettelsen af 16 lokale fredskomitéer og ydet lån til over 300 unge iværksættere. 

For mange unge har lånet haft stor betydning og givet konkret håb for fremtiden.

Mamadi Délégué fra Mora har brugt sin støtte til at skabe nye muligheder for sine børn.

Mamadi Délégué fortæller:  

“Før havde jeg kun tre-fire grise, men nu har jeg mange takket være lånet. Jeg har netop solgt fire grise og kunne bygge et værelse til mit hus og sende mine børn i privatskole. Det betyder meget for deres fremtid.”  

Abba Daniel fra Warba har brugt sin støtte til at etablere frugtplantager og forbedre sin grøntsagsproduktion med kompost.

“Deltagelsen i projektet har tilladt mig at drømme og håbe for fremtiden,” siger Abba Daniel stolt, mens han viser rundt i sin have, hvor han drømmer om at købe en pumpe til vanding.  

En model for fremtiden  

Et af konferencens mest bemærkelsesværdige træk var det interreligiøse samarbejde. Både kristne og muslimske unge deltog, og åbningsceremonien samlede repræsentanter fra begge trosretninger. Det var netop i mødet mellem tro, samfund og økonomi, at projektet fandt sin styrke.   

De mange iværksætteridéer er mere end bare erhvervsprojekter – de er aktive fredsprojekter. Som en af de lokale arrangører udtrykte det: “Når unge har en beskæftigelse og føler sig set, har de ikke længere brug for at søge tilflugt i vold eller ekstremisme.”   

Derfor gentages succesen i det nye CKU-finansierede projekt Peace Please, som arbejder for tros- og religionsfrihed i samme region. Håbet er, at det kan være med til at fremme tværreligiøs forståelse og skabe bæredygtige alternativer til ekstremisme.  

“Det er muligt!” lød konferencens tema – og i Mora blev det bevist. Nu gælder det om at sikre, at håbet får lov at slå rødder.  

300 unge iværksættere hjælpes videre med et mikrolån.

Abba Daniel og Yatchoua Boukar er bare to af dem.

Abba Daniel fra Warba har brugt sin støtte til at etablere frugtplantager og forbedre sin grøntsagsproduktion med kompost.

Yatchoua Boukar er mor til fire og har brugt sit lån på at købe geder, som nu hjælper med at forsørge familien.