FÅ EN OPLEVELSE FOR LIVET
Har du en tanke eller drøm om at skulle af sted som volontør til Afrika?
Hos Mission Afrika har du mulighed for at blive volontør i Cameroun. Du bliver en del af POTS, Pearls of the Street, der er et projekt for gadedrengebørn, hvor du kan få lov til at undervise og skabe aktiviteter. Cameroun er et fransktalende land, og derfor får du også mulighed for at udvikle dine sprogkundskaber.
Vi har brug for volontører, som brænder for det pædagogiske arbejde, og som har lyst til at udfordre sig på det at skulle undervise og skabe aktiviteter for børn og unge. Derudover kan der også være fokus på landbrugsarbejde eller mere praktisk hjælp, hvis det er det, du synes, er spændende. Du har nemlig mulighed for selv også at komme med idéer til, hvordan du kan spille ind med det, du synes er spændende, så hold dig ikke tilbage. Vi arbejder med mange forskellige slags mennesker, og vi har derfor brug for volontører med forskellige egenskaber og personligheder!
Har du flere konkrete spørgsmål, er de muligvis besvaret nedenfor i FAQ, og ellers kan du kontakte os på
Du bliver sendt ud for Mission Afrika Youth, som er en del af Mission Afrika. Du kan læse mere om Mission Afrika her: https://missionafrika.dk/hvem-er-mission-afrika/?
Du kan blive volontør i Cameroun.
Vi afholder en uges praktik inden dit ophold, og dette sker to gange om året: i august og januar.
I praktikken vil du lære mere om Mission Afrika og blive klædt på til dit eventyr i Afrika ved at blive undervist i kulturmøde, sikkerhed, udviklingsarbejde, kommunikation osv.
Et ophold er mindst 3 måneder med mulighed for forlængelse
Du henvender dig via kontaktformularen nederst på siden eller på tlf. 86 72 50 50.
Derefter vil du få tilsendt et ansøgningsskema, og du vil komme til samtale på Mission Afrikas kontor: Lyseng Allé 15 A, 8270 Højbjerg
Det koster 27.000 kr. for 3 måneder og derefter 4000 kr. om måneden.
Prisen dækker flyrejse, visum, lokal transport, forsikring, kursus, evaluering, bolig og kontaktperson hos Mission Afrika i Danmark
Du skal selv betale for vaccinationer, medicin og mad lokalt samt lommepenge til weekendture, telefon osv. Størrelsen af dette afhænger af dine behov, men kan typisk ligge på 1-2000 kr pr. måned.
Dine arbejdsopgaver vil variere, også alt efter hvor du skal hen som volontør. Du kommer dog sandsynligvis til at undervise i en skole, lave praktisk arbejde og hjælpe til i en kirke.
I Cameroun kommer du til at bo i kirkens gæstehus, som ligger sammen med kirken, en skole, et drengehjem og præsteboliger. Der er dermed liv omkring dig, og du bliver en del af dagligdagen her. Gæstehuset er lejligheder, hvor man bor to og to sammen med eget køkken og bad.
I kommer til selv at handle på det lokale marked og stå for madlavning. På den måde lærer du kulturen at kende og bliver mere bekendt med det lokale miljø.