Vi arbejder i følgende lande
Klik på et land og læs mere om vores projekter
Klik på et land og læs mere om vores projekter
Så længe fattigdom, uretfærdighed & ulighed fortsætter, kan ingen af os virkelig hvile. Det koster ikke meget at ændre et liv. Kontakt i dag og begynd at gøre en forskel.
Gennem snart 110 år har Mission Afrika arbejdet i Nigeria. Samarbejdet med Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) har båret frugt på utallige måder – men samtidig er der også enorme udfordringer i Afrikas folkerigeste land. Kristenforfølgelser stiger i landet, og kidnapninger af børn er de senere år blevet flere og flere.
Vores fokus i denne tid er på at støtte uddannelse og give ressourcer til menighedsplantninger og pionérmission i nødlidende områder i det store land.
Mission Afrika har siden 1997 samarbejdet med kirken om forkyndelse, uddannelse, hjælp til gadebørn og fred og forsoning mellem kristne og muslimer. Kirkens 200.000 medlemmer er fordelt på over 1.000 menigheder.
Det er især kirkens freds- og forsoningsarbejde i byen Mora ved grænsen til Nigeria, der falder i øjnene. Det er lykkedes at samle en komité af ledere fra kirker, moskéer og myndigheder for at vise det konfliktramte område, at man kan være venner, besøge hinanden og hjælpes ad, selvom man er meget forskellige.
Desuden sender vi volontører til Cameroun, som hjælper på et børnehjem for gadebørn. Vi støtter uddannelse af unge præster og har i samarbejde med Y’s Men bygget et konvertitcenter, der kan beskytte kristne, som er konverteret fra Islam.
Mission Afrika har samarbejdet med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Den Centralafrikanske Republik i over 25 år. Det er et land, der er slidt ned af konstant væbnede konflikter, politisk uro og økonomisk nedsmeltning.
I september 2019 måtte Mission Afrika indstille at sende penge til kirken i Centralafrika på grund af stærke indicier på dårlig forvaltning af midlerne. Sammen med andre internationale samarbejdspartnere i landet arbejder vi hårdt på at finde en løsning på problemerne med korruption.
Mission Afrikas støtte har førhen gået til et sundhedscenter og støtte af uddannelse af børn og unge.
Lønninger til lærere er genoptaget i 2022, som har vist stort engagement, selvom de har været ulønnet i en periode. Kirken begynder at tage ansvar for korruptionssagen, og vi ser positivt på fremtiden.
Mission Afrika støtter Luthersk Brødremission i Mali med underhold til camerounske missionærfamilier og projekter til landsbyudvikling og kvinders selvforsørgelse.
Mission Afrika tilbyder sammen med Luthersk Brødremission i Mali mikrolån til kvinder, der vil opdrætte geder og høns for at forsørge deres familier. Kvinderne oplæres også i sæbeproduktion og landbrug. Det er kvinder på tværs af religion og kultur. I dag kan kvinderne bidrage til familiens økonomi, sende deres børn i skole og tilbagebetale deres lån.
Gennem de seneste 12 år har Mission Afrika støttet seks missionærfamilier fra Cameroun. Missionærerne har plantet 10 nye menigheder og styrket otte eksisterende kirker. De uddanner præster, deltager i fredsprojekter og uddeler nødhjælp.
Gennem butikkerne EUROSHOP i Mali har Luthersk Brødremission genereret økonomiske midler til landbrugsprojekter for kvinder.
Mission Afrika har samarbejdet med Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone, siden 1977, hvor de første danske missionærer blev udsendt for at arbejde med dialogprojektet ”Islam i Afrika”. Projektet udviklede sig til organisationen PROCMURA (Program for Kristne Muslimske Relationer i Afrika), som stadig støttes af Mission Afrika.
Siden har Mission Afrika støttet etableringen af et sundhedscenter og løbende udsendt missionærer og volontører til landet.
På grund af borgerkrigen fra 1991-2002 drejede Mission Afrikas engagement sig mest om genopbygnings-, freds- og forsoningsarbejde i Det Anglikanske Stift i Bo. Desværre blev kirken i 2017 ramt af en korruptionssag, hvor biskop og ledende medarbejdere er anklaget for misbrug af midler. Alle Mission Afrikas aktiviteter i landet er derfor indstillet.
I sommeren 2019 blev en ny biskop valgt ved navn Solomon Scott-Manga. Biskoppen påtager sig en betydningsfuld rolle i at genopbygge kirkens sekretariat og ledelse. Mission Afrika sender allerede nu støtte til kirken i denne genopbygningsproces.
I 2022 begynder Mission Afrika en blød udfasning af samarbejdet med kirken. Den vil vare 3 år og skal styrke kirken til selv at fortsætte eller søge andre partnerskaber.
Siden opstarten i 1996 har satellit-tv-kanalen SAT-7 udsendt tusindvis af kristne børne- og voksenudsendelser til Nordafrika og Mellemøsten.
Udsendelserne produceres primært af lokale medarbejdere i SAT-7’s egne studier i Egypten, Libanon, Tyrkiet og på Cypern og når ud til et publikum på omkring 21 millioner mennesker.
SAT-7 sender tv-udsendelser, der er baseret på kristne værdier 24 timer i døgnet til omkring en halv milliard mennesker fra Marokko i vest til Afghanistan i øst. Tv-stationen sender programmer på tyrkisk, arabisk og farsi på fire forskellige kanaler i 10 forskellige lande. SAT-7 er ikke bare en tv-station, men nærmere et mediehus.
Mission Afrika støtter SAT-7s arbejde og sender volontører af sted til studiet i Limassol, Cypern.
Siden 1959 har PROCMURA arbejdet for at fremme dialog og fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer i Afrika. Organisationen står hvert år bag konferencer, som giver forskellige religiøse ledere mulighed for at dele erfaringer og diskutere, hvordan religion kan bidrage til fred og udvikling.
PROCMURAS sekretariat ligger i Nairobi, Kenya, og arbejdet ledes af den kristne teolog Johnson Mbillah.
Johnson Mbillah har tre regionskoordinatorer under sig, mens selve græsrodsarbejdet varetages af områderådgivere i 20 lande syd for Sahara.
Læs mere om PROCMURA på www.procmura-prica.org.
Mission Afrika har været samarbejdspartner med PROCMURA siden 1987 og støtter årligt organisationen med et fast beløb.
Mission Afrika har siden 2008 samarbejdet med kirken i Cameroun om at sende præster til kirken i Mali. Samarbejdet er banebrydende og frugtbart.
Nu ønsker vi at udvide og bruge vores gode erfaringer fra Mali til at bevæge os til nabolandet Senegal, helt ud til Atlanterhavet. Den lutherske kirke i Senegal har set hvor værdifuldt vores samarbejde er, og har spurgt om vi kan hjælpe dem.
Den lille kirke i Senegal er allerede stærk på diakonale opgaver, som for eksempel rækker ud til børn og unge og skaber indtægter for kvinder, men har efterspurgt hjælp til at bygge stærkere sogne og forbedre kirke-strukturen, så diakonien får et ”rigtigt hjem”.
Derfor sender vi to missionærpar af sted, som har lang erfaring fra Mali.