SAT-7
SAT-7 er til stede med håb midt i kriser og kaos
SAT-7’s farverige programflade styrker de glemte og trængte kristne minoriteter i Mellemøsten og giver det muslimske samfund et indblik i kristentroen. Det sker gennem opmuntring, undervisning, gudstjenestefællesskab, talk-shows, dialog og konkurrencer.
Siden opstarten i 1996 har satellit-tv-kanalen SAT-7 udsendt tusindevis af kristne børne- og voksenudsendelser til Nordafrika og Mellemøsten.
Udsendelserne produceres primært af lokale medarbejdere i SAT-7’s egne studier i Egypten, Libanon, Tyrkiet og på Cypern og når ud til et publikum på flere millioner mennesker.
For mange mennesker er SAT-7 deres eneste Bibel og salmebog.
Derfor har kanalens ledere og kreative medarbejdere fra begyndelsen arbejdet på at skabe indhold, der både er bredt og dybt. Programmerne er tilrettelagt sådan, at seerne får greb om de vigtigste principper i kristendommen, og får f.eks. hjælp til at styrke deres tro, arbejde med deres ægteskab, oplære deres børn, vejlede deres unge og lede små husmenigheder.
Visionen er at nå længere ud med budskabet om Guds kærlighed til alle mennesker og folkeslag.
SAT-7 sender tv-udsendelser, der er baseret på kristne værdier 24 timer i døgnet til omkring en halv milliard mennesker fra Marokko i vest til Afghanistan i øst. Tv-stationen sender programmer på tyrkisk, arabisk og farsi på fire forskellige kanaler i 10 forskellige lande. SAT-7 er ikke bare en tv-station, men nærmere et mediehus med deres utrolig mange live-udsendelser til folk i hele Mellemøsten og Nordafrika for både børn, unge, forældre og ældre mennesker.
SAT-7’s direktør Rita El Mounayer siger: “SAT-7 eksisterer for at give mennesker i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) en mulighed for at høre og respondere på de gode nyheder om Jesus Kristus. Da regionen konstant står over for flere kriser, sigter SAT-7’s satellit- og digitale medieudsendelser mod at bringe Guds lys og håb midt i mørket og fortvivlelsen.”
Mange programmer sendes ”live”, så det kristne, arabiske mindretal i Mellemøsten og Nordafrika har mulighed for at ringe ind og diskutere vigtige aktuelle anliggender.
SAT-7 producerer selv omkring 80% af udsendelserne. Alle værter er fra Mellemøsten, Nordafrika, Iran og Tyrkiet for at skabe autentiske og relevante programmer, der rammer målgruppen i hjertet.
SAT-7’s budget er godt 90 mio. kroner om året, der dækkes af kirker og organisationer i hele verden. I Danmark arbejder SAT-7 sammen med flere organisationer; heriblandt Mission Afrika, Det Danske Bibelselskab og Norea Radio Danmark.
SAT-7’s fokus
- Kristne, der ikke har mulighed for at være en del af en kirke på grund af forfølgelse og undertrykkelse, kan via SAT-7’s tros- og gudstjenesteprogrammer blive styrket i deres kristne identitet.
- Tematiske udsendelser sætter fokus på de udfordringer, som præger regionen, og som skaber ustabilitet: Børns vilkår, terror, menneskerettigheder, kvinderettigheder og flygtninge-strømme.
- Skoleudsendelser muliggør undervisning for børn, der lever i flygtningelejre og som ikke kan få undervisning på anden vis.
SAT-7 Academy – skolegang online til mange tusinde flygtningebørn
SAT-7 KIDS udgiver nu femte sæson af den populære grundskoleserie Min skole! Serien, der er produceret af SAT-7 ACADEMY, udkommer på sociale medier i begyndelsen af 2023 og senere på året lanceres den på satellit-tv via SAT-7 KIDS-kanalen og på SAT-7’s video-on-demand-platform, SAT-7 PLUS.
Serien anvender en innovativ modulær tilgang, der opdeler undervisningen i 250 ti-minutters segmenter ledsaget af videoklip for at hjælpe unge, der ikke har kunnet gå i skole – nogle i så længe som 15 år – med at indhente det tabte.
SAT-7 gik sammen med ”Libanese Alternative Learning”, eksperter inden for eLearning, for at skabe mere end 250 onlineaktiviteter for My School. Den elevcentrerede undervisningsmetode bruger også et interaktivt sæt, herunder karakteranimation på et smart panel.
“My School” inspirerer til klar og kritisk tænkning og udstyrer børnene til at interagere godt med verden omkring dem. På et tidspunkt, hvor millioner af børn ikke går i skole på grund af fattigdom, utilstrækkelige uddannelsessystemer, udbredt fordrivelse og den fortsatte indvirkning af COVID-19, er behovet for programmet større end nogensinde.