Den stærkeste forandringskraft i verden er idéer
Skribent: Kathrine Wanninger, kommunikationsansvarlig i Mission Afrika
Jonas Adelin Jørgensen er ansat i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og så er han altid med på en god snak om diakoni. Jeg ringede ham op for at høre, hvorfor han egentlig er så optaget af diakoni. Hvad er det, diakonien kan?
Jonas Adelin Jørgensen arbejder som akademisk sekretær i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Han har tidligere været generalsekretær i Dansk Missionsråd og undervist på Det Teologiske Fakultet i København.
Diakoni er kirkens vejrydningstjeneste
Jonas lægger ud med et spørgsmål: Kan man tro på en god Gud, hvis man lider af sult eller lever i frygt for sit liv?
Og jeg forstår pointen: Vi kan ikke nøjes med at forkynde Guds kærlighed med ord og sige, at han er nådig og barmhjertig, når den verden vi lever i, er ukærlig og uretfærdig. Kærligheden skal udleves i praksis.
Men hvordan ser det så ud? Er det kirkens sociale arbejde, det handler om? Varmestuer, julehjælp og besøgstjeneste?
For Jonas handler diakonien om forbindelsen mellem det, kirken er, og det den gør. Det er med andre ord ikke bare en aktivitet ved siden af kirken. Det er selve forbindelsen mellem tro og handling. Mellem håb og hænder.
“I virkeligheden er det jo noget, som kirken altid har gjort,” forklarer Jonas. “Kirken har altid været optaget af de udfordringer, der er i de samfund, de er en del af.”
På den måde er diakoni et teologisk begreb, mener Jonas. Helt integreret med vores tro og spiritualitet. Som han siger: “Hvis det, vi prædiker, virkelig skal være et evangelium - altså gode nyheder for dem, der hører det - så skal det forbindes til det, vi gør.”
Og der bliver diakonien en slags vejrydder, som fejer forhindringer væk, så vi kan høre budskabet om en god Gud.
En relationel og udadvendt spiritualitet
Når Jonas taler om spiritualitet, så der altså ikke tale om en indadvendt åndelig søgen.
“Det er en grundlæggende kristen pointe, at spiritualiteten er udadvendt og relationel,” fastslår han. “Det handler om andre, og er på den måde ikke så selvcentreret. Det er der noget rigtigt og velgørende i.”
Han kommer med et eksempel fra kirkehistorien – lige efter reformationen - hvor Luthers medarbejdere gik foran i at lave en kommunalreform i nabobyen. Det lyder måske ikke som den mest spirituelle ting at gøre, men for dem var pointen, at hvis klostrene er lukket, hvem skal så stå for fattigforsorgen? De blev nødt til at finde ud af, hvordan de kunne få kommunekassen til at betale. Opkræve skat og fordele goderne.
For hvis man på den ene side siger, at Guds kærlighed gælder for alle, men samtidig har et samfund, der ikke tager sig af de svageste, så bliver uligheden ikke bare et praktisk og socialt problem - så bliver det et teologisk problem, forklarer Jonas.
“I den forstand er kristendommen jo ikke en intellektuel ting,” uddyber han. “Som Grundtvig sagde det, så er kirken ikke et læsefællesskab, men et åndigt fællesskab. Det er noget, der forbinder tanke, tro og handling med hinanden.”
Teologi i bevægelse
I Mission Afrika genkender jeg ønsket om at arbejde for retfærdige rammer, hvor mennesker kan leve lige, frit og trygt. Et ønske vi deler med vores partnerkirker i Afrika. Her er diakonien ikke et sideprojekt. Det er kirkens måde at være kirke på.
I Cameroun omsætter kirken troen til konkrete handlinger, som styrker menneskelige relationer i et samfund, som er præget af vold og mistillid. Et eksempel er fælles tørrepladser, som kirken har oprettet, hvor byens kvinder mødes på neutral grund for at konservere fødevarer. Det giver anledning til samtaler og samarbejde mellem mennesker, som ellers sjældent ville arbejde sammen.
Fodbold er et andet eksempel. Unge mænd kan være særligt udsatte for radikalisering og hævntænkning, og derfor arrangerer kirken fodboldturneringer på tværs af religiøse og etniske skel. Holdene sammensættes så kristne og muslimer spiller sammen, og på banen øver de sig i respekt for regler og håndtering af konflikter uden vold.
Det er diakoni på samfundsniveau. Eller teologi i bevægelse, som Jonas ville sige det.
Diakoniens superkraft
Til sidst kan jeg ikke lade være med at spørge til diakoniens særlige berettigelse. Hvad er det, diakonien kan, som almindelige sociale indsatser måske ikke kan?
Sammenlignet med det man kalder rettighedsbaseret udviklingsarbejde, så kan man ikke nødvendigvis se forskel, pointerer Jonas. Hvis man modtager et måltid mad, kan man så se, om det er diakoni eller socialt arbejde? Nej, det kan man nok ikke.
Alligevel tilføjer han: “Hvis man virkelig vil forandre verden, så skal man jo give folk en anden idé. En anden måde at tænke på - om sig selv og om, hvordan tingene kan være her i verden.”
“Det er jo det, vi kan, som kirke,” fortsætter han. “Dele en vision eller en idé - eller sagt med kristne termer, en tro og et håb - om en glædeligt anderledes virkelighed, og hvordan vi selv kan bidrage til at fremme den. Det er en meget stærk forandringskraft, vil jeg sige.”
Sådan slutter min samtale med Jonas – for nu. Det er ikke nødvendigvis sidste gang, vi skal snakke om diakoniens superkraft.
Tørrepladser og fodboldturneringer er en del af projektet Peace Please, som implementeres af Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun med støtte fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde og Mission Afrika.
