Jeg synes, at alle skal have en chance
Skribent: Kathrine Wanninger, kommunikationsansvarlig i Mission Afrika
Fredagen før vinterferien har politiet frarådet unødig udkørsel i Østjylland. Sneen fyger og vejrudsigten varsler snestorm. Jeg sætter mig i bilen og kører i modsat retning – ned til Sønder Omme. Det går heldigvis fint, og da jeg træder ind i genbrugsbutikken på hovedgaden, bliver jeg mødt af varme smil fra de frivillige bag disken.
Mette og Anette sidder allerede klar i det lille køkken bag butikken. Mette er frivilligkoordinator i Mission Afrika Genbrug, og Anette er frivillig butiksleder. Kaffen kommer på bordet, og jeg finder mit strikketøj frem. Jeg skal nemlig bare lytte. Det er deres samtale. Og den skal handle om diakoni.
Frivilligkoordinator Mette Strøm og butiksleder Anette Sparre
Et nyt sted at høre til
Mette lægger ud: “Når vi taler om diakoni i Mission Afrika, så taler vi tit om omsorg og fællesskab. Og netop i genbrugsbutikkerne bliver det jo meget konkret. Kan du tage os med tilbage til dengang, hvor du selv stod et svært sted i livet – og genbrugsbutikken blev en del af din hverdag?”
Anette tøver ikke: “For ti år siden fik jeg en hjerneblødning, og pludselig kunne jeg bare ikke det samme som før. Hjernen bliver træt. For 5 år siden blev jeg skilt, og så burede jeg mig inde. Men så tænkte jeg: Det kan ikke være rigtigt, at mine evner ikke kan bruges et eller andet sted.”
Genbrugsbutikken i Sønder Omme søgte frivillige, og det blev et vendepunkt for Anette. Hun tog til infomøde og inden hun gik derfra, var hun med i butiksudvalget.
Hun griner. Det gik stærkt. Fra nysgerrig til medansvarlig på få timer.
Omsorg går begge veje
Det, der trak Anette ind, var ikke bare opgaverne:
“Det var det der med at komme ud og møde folk. Føle, at man var noget. At man gjorde noget godt. Jeg er ikke typen, der sidder på en stol og vender hænderne den forkerte vej. Jeg vil gerne ud at lave noget.”
Men hjerneblødningen har sat sine spor. Nogle dage mærker hun det tydeligt, og andre dage går det strygende. Og netop der spiller fællesskabet i butikken en stor rolle. Hun fortæller om Inger, som har lært at “læse hende” og sige stop, når hun ikke selv kan.
“Hun kan se, når jeg er træt, før jeg selv vil indrømme det. Så siger hun bare: I dag skal du slappe af. Og så er det sådan.”
Man mærker tydeligt, at de er gode til at passe på hinanden i butikken. Omsorg er ikke bare noget, man giver. Det er noget, man også får.
Her snakker vi om tingene
Samtalen bevæger sig naturligt over i ledelse. For hvordan leder man en flok på 17 frivillige – fra den yngste på 60 til den ældste på 90 – hvor alle kommer med hver deres baggrund og temperamenter?
Det er heller ikke altid nemt, indrømmer Anette. Hun har ledelseserfaring fra sin tid som oversergent i hjemmeværnet, men det her er noget andet, end at stå i en grøn uniform og sige: “Værsgo, sådan bliver det”. Det kan man ikke her, siger hun med et smil.
“Vi bestemmer alle sammen,” siger Anette. “Jeg vil ikke være den, der bestemmer. Her snakker vi om tingene.”
Hun fortæller om konflikter og misforståelser. Svære samtaler, som stadig kan mærkes. Alligevel står hun fast på princippet om gensidig respekt: “Jeg har den holdning, at der er plads til alle. Jeg synes, at alle skal have en chance.”
Blikket løftes udad. Mette spørger til genbrugsbutikkens betydning for lokalsamfundet. Snakken falder på Sønder Omme Fængsel. Kunne man forstille sig at invitere en indsat med fodlænke ind i arbejdsfællesskabet i butikken? Den idé er Anette åben for. Hun mener det nemlig, når hun siger, at alle skal have en chance.
Fællesskabet betyder alt
Midt i samtalen beder Anette om en pause. Energien slipper op og hjernen skal have en pause. Vi tanker en ny kop kaffe og lader stilheden få plads. Snakker lidt om, hvad det er, jeg er i gang med at strikke.
Efter lidt tid vender vi tilbage til samtalen om diakoni. Og det er måske netop her, vi oplever, hvad diakoni også er: At tempoet tilpasses mennesket – ikke omvendt.
Mette spørger: “Hvad betyder fællesskabet i genbrugsbutikken for dig i dag?”
Anette svarer med det samme: “Alt.”
“Min familie siger, at jeg er en anden person nu, end jeg var, inden jeg gik ind ad døren for tre år siden,” fortæller hun.
Hun ved, hvad det betyder at føle sig sat udenfor. Hun ved også, hvor meget det giver at blive en del af noget, hvor man bidrager - også selvom opgaven “bare” er at sortere tøj eller sætte varer på plads.
Pludselig lyser Anette op, da hun kommer i tanke om en af butikkens ældste frivillige medarbejdere, Edith på 86: “Du kan bare ikke se på hende, at hun er 86,” griner Anette. “Så står hun derude og fejer fortov, og jeg skal komme efter dig, og jeg siger til hende, at hun skal tage den med ro.” Men Edith er ikke kommet for at drikke kaffe, hun er kommet for at lave noget.
Udefra ligner det en almindelig genbrugsbutik. Indefra ser jeg tydeligt, hvordan diakonien leves i praksis. I et arbejdsfællesskab, hvor mennesker får lov at høre til og gøre en forskel.