Mindeord: Ellen Hansen
16.03.1952 - 25.06.2026
Ellen Hansen er død i en alder af 74 år.
Foto fra Mission Afrikas arkiver
Ellen Hansen blev født i 1952 på en gård ved den vestjyske by Ølgod. Efter endt realeksamen drog hun til England som au pair. Efter studentereksamen på Høng Studenterkursus uddannede hun sig som lærer på Aarhus Seminarium med linjefag i engelsk og håndarbejde. Hun blev folkeskolelærer og senere i livet også efterskolelærer på Frøstruphave Efterskole.
Et højdepunkt i hendes liv var de otte år, hvor hun var udsendt som missionær af Sudanmissionen (Mission Afrika) til Nigeria. Her underviste hun og hendes mand på det fælleskirkelige præsteseminarium Theological College of Northern Nigeria. Hendes opgave var at dygtiggøre de teologistuderende i engelsk og kvinderne i blandt andet syning. Hun havde en evne til at krydse de kulturelle barrierer i dette møde med folk fra en helt anden kultur. Hun glemte aldrig Nigeria og fik gode venner der, som hun korresponderede med helt til det sidste.
De sidste år i Nigeria var hun engageret i rehabiliteringen af spedalske. Her mødte hun en dag en mor, som ikke kunne tage vare på sin baby. Pigen var skind og ben, og Ellen arrangerede resolut, at mor og barn kom ind til hendes hus og fik hjælp. Pigen reddede livet, og Ellen mødte hende igen som ung kvinde en del år senere på en rejse til Nigeria.
Tilbage i Danmark slog familien med hendes tre børn sig ned i Korsør. Her var hun folkeskolelærer i byen og deltog også i Sankt Povls Kirkes børnearbejde.
Mission lå hende hele vejen stærkt på sinde. Det kom til udtryk i et 30-årigt lederskab af Mission Afrika Genbrugsbutik på Halsskov, hvor hun var med til at skaffe mange penge til det fortsatte arbejde i afrikanske lande. Hun var en dygtig forretningskvinde og en god leder for de mange frivillige i butikken. Hun engagerede sig endvidere i Folkekirkens Mission, Slagelse Provsti og var med til at bære arbejdet der med forskellige missionsprojekter.
Ellen Hansen var en generøs kvinde, der har givet meget til sine nærmeste ja, meget til mennesker nær og fjern. Hun døde den 25. juni efter lang tids sygdom.
/Thomas Hansen