Tros- og religionsfrihed for alle
Skribent: Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær i Mission Afrika
I Mission Afrika står vi op for tros- og religionsfrihed for alle. Vi ser det som noget helt grundlæggende, at alle mennesker skal have frihed til at vælge, hvad de vil tro på og ikke tro på, og at ingen skal diskrimineres, forfølges eller det, der er værre, på grund af deres tro.
Foto: PROCMURA fredsdialog i Nairobi i 2022
Som missionsorganisation har vi både et særligt ansvar og nogle særlige forudsætninger for at fremme tros- og religionsfrihed for alle mennesker – også dem, der tror på noget andet end os selv.
Et særligt ansvar
I Mission Afrika har vi et ståsted. Vi mener ikke, at alting er lige godt og lige sandt. Det gælder i forhold til tro og religion, og det gælder i forhold til f.eks. synet på kvinder og ligestilling, global ulighed, demokrati og meget andet. Men netop fordi alting ikke er lige godt og lige sandt, er det vigtigt at værne om tros- og religionsfrihed for alle - også dem, der tror eller mener noget andet end os selv. For hvis ikke der er frihed for alt, der har med ånd og overbevisning at gøre, bliver det svært at have en ærlig samtale om, hvad der er sandt.
Det er vanskeligt at forkynde evangeliet i en sammenhæng, hvor mennesker ikke er frie til at sige ja og tage imod det. Og det er endnu mere problematisk at forkynde evangeliet i en sammenhæng, hvor mennesker ikke er frie til at sige nej og afvise det. Derfor har vi et særligt ansvar for at fremme tros- og religionsfrihed for alle mennesker. Et ansvar som vel at mærke er tæt forbundet med vores identitet som missionsorganisation og vores ønske om at dele Guds kærlighed med mennesker i ord og handling.
Særlige forudsætninger
Som missionsorganisation har vi igennem vores kirkelige partnere en naturlig relation til både kristne og andre indflydelsesrige religiøse aktører i Syd. Vi er fortrolige med religiøst sprog og forstår betydningen af tro og religion på godt og ondt, når det kommer til blandt andet værdier, normer og samfundsudvikling. Det er særlige forudsætninger som en verdslig, vestlig NGO sjældent har på samme måde.
Derfor fylder arbejdet for tros- og religionsfrihed og fredelig sameksistens på tværs af tro da også ganske meget i Mission Afrika og har gjort det i mange år, hvilket blandt andet kommer til udtryk i vores mangeårige samarbejde med PROCMURA (en afrikansk dialogorganisation med fokus på relationer mellem kristne og muslimer i Afrika).
Tidligere på året var jeg i Kenya, sammen med missionskoordinator Thore Eklund, for at besøge PROCMURA:
Et tredje ben i missionsarbejdet
Mission Afrika har altid arbejdet med ord og handling som to uadskillelige dele af missionsarbejdet. Men henover årene har tros- og religionsfrihed udviklet sig til at blive et tredje ben i arbejdet. Det kan du læse mere om her.
Herunder har jeg samlet nogle af de nyeste artikler, som jeg håber vil gøre dig klogere på Mission Afrikas arbejde med tros- og religionsfrihed og de tanker, der ligger bag. Giver det anledning til undren eller spørgsmål, må du altid tage fat i mig (Daniel Toft Jakobsen) på dtj@missionafrika.dk eller 20 33 22 78. Jeg er til enhver tid med på en snak om tros- og religionsfrihed for alle. God læselyst!
Om tros- og religionsfrihed:
Inspiration fra Norge: Tros- og religionsfrihed er en potentiel gamechancer
Mission Afrikas formand: Der er også noget på spil i Danmark
Interview med Mogens Mogensen: Missionen er ikke mislykket, hvis vi har delt Guds kærlighed
Aktuelle projekter:
Faith in Freedom: Nyt projekt forebygger religiøse spændinger i Mali
Peace Please: Flere års fredsarbejde i Cameroun gør en forskel
Book et foredrag om tros- og religionsfrihed
Hør Daniel Toft Jakobsen fortælle om Mission Afrikas arbejde for forsoning og tros- og religionsfrihed i områder præget af fattigdom, konflikt og voldelig ekstremisme.