Selvom ikke en eneste bliver kristen, er missionen ikke mislykket, hvis vi har delt Guds kærlighed
Skribent: Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær i Mission Afrika
For tidligere missionær Mogens Mogensen er det helt naturligt at tros- og religionsfrihed er for alle. Det er en central del af missionen:
”Evangeliet kan kun deles og modtages i frihed. Så snart der bruges tvang, er det ikke længere evangeliet. Derfor må vi værne om folks frihed til at sige nej til evangeliet, til at være ateister, muslimer og alt muligt andet. Den frihed er helt afgørende.”
Jeg har talt med Mogens om hans tid som missionær blandt muslimske fulanere i Nigeria.
10 år som missionær i Nigeria
Fra 1981 til 1991 var Karin og Mogens udsendt til Nigeria, hvor de bl.a. arbejdede med mission blandt fulanere – et overvejende muslimsk nomade- og kvæghyrdefolk i Vest- og Centralafrika.
Om deres arbejde blandt fulanerne siger Mogens:
”Fulanerne levede lidt i periferien af det moderne samfund og blev ofte glemt og overset. Derfor forsøgte kirken at række ud til dem – med evangeliet men også med sundhedshjælp, læsetræning og dyrlægehjælp til deres kvæg.”
Selvom fulanerne godt vidste, at Karin og Mogens var kristne missionærer, blev de taget godt imod.
Arbejdet bestod i at drage omsorg
”Vi fik mange venner blandt muslimske fulanere, og vi var fuldstændig trygge ved at bo i et muslimsk kvarter. Der er ingen tvivl om, at vores muslimske venner og naboer ville beskytte os med næb og klør, hvis vi kom i problemer,” husker Mogens.
Også dengang var der spændinger og konflikter mellem religiøse grupper i Nigeria. Det var især svært for de muslimer, der valgte at konvertere til kristendommen.
”Det er desværre sådan i ortodoks islamisk teologi, at der i princippet er dødsstraf for at forlade islam. Det sker sjældent, at dødsstraffen eksekveres fysisk, men ofte eksekveres der en form for social dødsstraf, hvor mennesker ekskluderes af samfundet og mister alt, hvis de konverterer fra islam til kristendommen,” fortæller Mogens og fortsætter: “Det oplevede vi også i vores tid, og derfor bestod en del af vores arbejde i at drage omsorg for de her mennesker og samtidig hjælpe dem til at bevare eller genoprette forbindelsen til deres familie, lokalsamfund og job.”
Vi må dele det bedste, vi har
Mogens understreger, at konflikterne i Nigeria ikke kun handler om religion:
”En meget stor del af det, vi i dag ser som konflikter mellem muslimer og kristne, er i virkeligheden en kamp om jord og ressourcer mellem kristne landmænd og muslimske kvægnomader.”
Derfor er det ifølge Mogens vigtigt at blive ved med at arbejde for fred og gode relationer mellem kristne og muslimer - præcis som Mission Afrika gennem mange år har gjort i samarbejde med PROCMURA.
”Formålet med oprettelsen af PROCMURA var at skabe dialog, relationer og fællesskab mellem kristne og muslimer, samtidig med at man delte sit kristne vidnesbyrd. Man kan godt gøre begge dele på samme tid, for hvis dialogen skal være oprigtig, skal man jo komme som de mennesker, man er. Det ligger både i islam og kristendommen, at man må dele det bedste, man har, med andre,” forklarer Mogens.
Dialog og forkyndelse hænger sammen
Jeg spørger Mogens, om ikke det er vanskeligt at inddrage spørgsmålet om at konvertere og forlade sin religion i dialogen med muslimer?
”Jo, det kan være vanskeligt,” bekræfter Mogens. “Men det er også vigtigt. For hvis dialogen skal være reel, skal man lytte oprigtigt til hinandens overbevisninger, og det indebærer en principiel mulighed for, at nogle skifter tro undervejs.”
Mogens illustrerer sin pointe med et billede af en bro: “Hvis broen er lille og skrøbelig, kan man kun bringe meget lette ting hen over den, men hvis den er stærk og godt forankret på begge sider, er der ingen grænser for, hvad man kan udveksle med hinanden. Det handler om at bygge en solid bro af tillid, venskab og respekt, og jo mere solid den er, jo bedre mulighed har vi for at tage fat på også de vanskelige spørgsmål.”
Det er ude af vores hænder
For Mogens er relationsarbejde og mission to meget tæt forbundne størrelser. Det efterlades man ikke et sekund i tvivl om:
”Hvis ikke kristne bliver venner med muslimer, er det umuligt at dele evangeliet med dem. Det er helt afgørende, at vi møder hinanden som mennesker, der respekterer hinanden, og som har omsorg for hinanden. Og inde i det menneskelige fællesskab, må vi så lytte til hinandens vidnesbyrd,” mener han.
“Om der så er nogle, der bliver kristne, er ude af vores hænder, og skal også være ude af vores hænder. Selvom ikke en eneste bliver kristen, er missionen ikke mislykket, hvis vi har delt Guds kærlighed med dem”, slutter Mogens.
PROCMURA (Project for Christian Muslim Relations in Africa) opstod i 1950’erne som følge af en voksende erkendelse blandt missionsselskaber om, at fordomme og misforståelser mellem kristne og muslimer gjorde det svært at komme igennem med de gode nyheder om evangeliet i muslimskdominerede områder. Mission Afrika støtter fortsat PROCMURAs arbejde med en grundsætning, der lyder: Uden fred kan et samfund ikke skabe udvikling – og ønsket om udvikling forener os på tværs af religiøse og kulturelle skel.